
Kommunerne skal slippe de frivillige løs - men ikke så løs, at de frivillige føler sig ladt i stikken. Hvis kommunen lykkes med dén balancegang, kan frivilliges engagement være med til at binde nye storkommuner sammen.
Noget af det, der slår mig, efter jeg har været på demokratirundtur i 17 kommuner, er det brændende engagement blandt frivillige. Jeg har også en fornemmelse af, at frivilliges engagement er ved at blusse op flere steder. I hvert fald har jeg set stærke eksempler på frivilliges engagement mange steder - måske særligt på den jyske vestkyst.
For eksempel i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor jeg mødte en gruppe kvinder, der arbejder frivilligt i den lokale afdeling af Røde Kors. De udfører et enormt arbejde som aflastningsvenner, motionsvenner og besøgsvenner. De udfylder et stort socialt behov i kommunen, og de oplever oven i købet, at flere af byens borgere er interesserede i at blive en del af deres frivillige indsats.
Kvinderne var begejstrede og fortalte med stor entusiasme om deres arbejde. Mindre entusiastiske blev de imidlertid, da samtalen kom ind på, hvordan det går med at samarbejde med kommunen. 'Det er afgørende, at kommunen formår at skabe rammerne for os,' forklarede de. For eksempel efterspørger de frivillige, at kommunen giver besked til besøgsvennen, hvis den borger, hun skulle have besøgt, er blevet indlagt på sygehuset. Det med kommunikation er tilsyneladende blevet sværere efter kommunalreformen, og efter kommunens enkeltnavn er blevet et dobbeltnavn. De frivillige har ikke længere en fast kontaktperson i kommunen og oplever, det er sværere at få og længere vej til de informationer, de har brug for.
Cold Hawaii
Det er mit indtryk, at kommunen arbejder for at skabe rammer for de frivilliges arbejde, hvor et tæt og systematisk samarbejde mellem de fagprofessionelle og de frivillige vil kunne erstatte de frivilliges opfattelse af, at 'dem vi kendte så godt' forsvandt helt med den store nye kommune. Jeg er sikker på, at vestjysk viljestyrke vil få samarbejdet til at lykkes, så alle de gode kræfter kan komme ud at virke til glæde for mange borgere i Vestjylland.
Frivilligheden slog mig også, da jeg var i Thisted Kommune og besøgte surferkolonien 'Cold Hawaii' i Klitmøller. Et projekt, som er blevet til virkelighed på grund af frivillige - og oven i købet som en protestreaktion fra borgernes side i den daværende Hanstholm Kommune.
Historien er kort fortalt, at kommunen tilbage i 2005 ville udvide havnen - kommunens største arbejdsplads. I dét regnestykke virkede det som en underordnet bagatel, at planen ville ødelægge et af Europas bedste surf-steder, det såkaldte Middles. Men dét skulle vise sig at være en eklatant fejlvurdering fra kommunens side. Surfere fra hele Danmark stiftede foreningen Save Middles, og Hanstholms borgmester måtte indvilge i at give foreningen ét år til at komme op med en plan, som på én gang reddede Middles og samtidig indeholdt en udvidelse af kommunens havn.
Linedans
Det lykkedes Save Middles at levere en plan, som levede op til begge krav. Endda så godt, at der nu hvert år bliver holdt world cup i surfing i Klitmøller, og ti procent af indbyggerne i Klitmøller er i dag surfere! En succeshistorie af de helt store, som kommunen bl.a. kan bruge til at tiltrække højtuddannede tilflyttere som for eksempel læger.
Begge eksemplerne på frivillighed fra den jyske vestkyst har de frivilliges brændende engagement til fælles. Og begge er eksempler på, at når de frivilliges engagement bliver vakt, så gælder engagementet selve sagen - det er altså ikke noget, der lader sig hæmme af for eksempel kommunegrænser eller kommunesammenlægninger.
Ergo: Hvis kommunerne lykkes med at skabe de rigtige rammer om de frivilliges arbejde, kan engagementet hos de frivillige være med til at binde kommunen sammen - også hvis kommunen er ved at komme sig oven på en kommunesammenlægning.
Men det kræver, at kommunen danser på line og finder den rigtige balance. På den ene side skal kommunen sikre, at de rigtige rammer er til stede, så det frivillige arbejde ikke bliver for trægt og bøvlet. På den anden side skal kommunen slippe de frivillige kræfter løs - uden altid at vide på forhånd, hvad det fører med sig af gode overraskelser.
Hvordan gør kommunen det? Hvad synes du?
Skriv til mig på twitter @Thyrring eller på [email protected], hvis du har forslag til, hvordan jeg kan forbedre min anbefaling, eller hvis jeg skal tilføje noget.
Jeg er spændt på at høre fra dig.
Med venlig hilsen
Marianne Thyrring
Foto: Flickr
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.