Kommunerne glemmer plejefamilierne

Både VISO, Statsforvaltningen og Ankestyrelsen peger på, at det kan være svært for kommunerne at tage højde for plejefamilierne og deres rolle i sager om adoption uden samtykke. Det mener de tre statslige aktører blandt andet for, kommunerne nogle gange er udfordrede, når de skal vejlede plejefamilierne om sagsbehandlingsprocessen og om deres muligheder som plejeforældre.

Ankestyrelsen fortæller blandt andet, at kommunikationen mellem kommune og plejefamilier kan halte gevaldigt:

- Vi læser jævnligt, at kommunikationen ikke har været for god. Plejeforældrene har opfattet det på den måde, at kommunen har sagt ja, men det har aldrig været meningen at barnet skulle blive der, og det har plejeforældrene ikke hørt, lyder det.

Kommunikationsdilemma
Og den manglende kommunikation og vejledning kan være stærkt problematisk, mener de statslige aktører. For plejefamilierne spiller en vigtig rolle, uanset om de skal adoptere eller skal medvirke til at sikre den bedst mulige overgang til en ny familie for barnet.

I Statsforvaltningen har de erfaringer med plejeforældre, der kontakter dem, fordi plejeforældrene føler sig pressede til at sige ja til en adoption.

Og det oplever man da også i kommunerne, hvor en af de deltagende kommuner beskriver dilemmaet således:

- Dilemmaet ved at spørge en plejefamilie som måske takker nej. Det er et stort etisk dilemma, for plejefamilien siger jo implicit sit arbejde op og får ændret familiemønster. Emnet er meget følsomt også for plejefamilien, for de må ikke føle sig presset og frygte, at vi så adopterer barnet et andet sted hen. De menneskelige og etiske hensyn vejer meget tungt.

Plejefamilier vil ikke altid
Nogle plejefamilier kan ikke eller ønsker da heller ikke at adoptere. Blandt de 49 kommuner, der har overvejet at indstille en sag til adoption uden samtykke, har 22 kommuner angivet, at årsagen til, at kommunen i sidste ende ikke indstillede sagen, var, at plejefamilien ikke kunne eller ikke ønskede at adoptere barnet, og kommunen vurderede, at det ville være for belastende for barnet med endnu et skift.

Ifølge de kommuner, som Ankestyrelsen har talt med, kan der være en række årsager til, at plejefamilier ikke ønsker at adoptere barnet.

- Vi kan støde på en plejefamilie, hvor tilknytningen er så god, at det vil give mening, at barnet blev hos dem ved adoption. Men plejefamilien ønsker ikke altid dette, da det er deres job. Måske går de hjemme på fuld tid med løn, så vil de ikke ‘slippe’ denne indtægt. Hvis der er flere plejebørn i familien kan det være svært at adoptere det ene barn, men ikke det andet, beskriver en kommune problemet.

Artiklen er nummer fire i en mini-serie baseret på dknyts gennemgang af Ankestyrelsens rapport om adoption uden samtykke. Undersøgelsen har fokus på kommunernes kendskab til og brug af reglerne, efter de blev lempet i oktober 2015.

Læs også:
Tvangsadoptioner kan tage op til to år
Kommuner famler når det gælder bortadoptioner

Serien fortsætter med næste artikel i morgen.

Hele rapporten finder du her.