
Beskyttelsen af fortidsminder i Danmark er i nogle tilfælde så markant, at den hæmmer almindelige menneskers adgang til at nyde dem, mener kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Derfor vil hun arbejde for at ændre reglerne, skriver hun i en pressemeddelelse.
- Så mange som muligt skal kunne opleve, forstå og have glæde af vores fælles kulturarv. Debatten om blandt andet Nyborg Slot og Bette Jenses Hyw har vist, at den nuværende lov trænger til en opdatering.
- Derfor skal vi have en endnu bedre balance mellem beskyttelse, formidling og tilgængelighed, skriver ministeren i pressemeddelelsen.
Fortidsminder - eller retteligt fredede fortidsminder - er levn og kulturarv fra den danske historie. Det kan være alt fra gravhøje til bygninger. De er beskyttet mod "alle fysiske indgreb".
Gelænder-selvtægt på Fur stoppet flere gange
Det har dog skabt en del kontroverser de seneste år. De eksempler, kulturministeren trækker frem, er et nej til Nyborg Slot om en større renovering og fornyelse samt en gelænderkontrovers på Bette Jenses Hyw på Fur.
Stendal Høje, som også kaldes Bette Jenses Hyw, er en udkigspost på Fur. Stendal Høje er øens højeste punkt. På højen har en gruppe sat gelænder op på en trappe.
Ifølge loven er gelænderet ulovligt, fordi højen er et fortidsminde, og med et gelænder ville trappekonstruktionen dominere i forhold til de naturhistoriske interesser.
Derfor er gelænderet blevet pillet ned.
Foreslår bagatelgrænse
En arbejdsgruppe har ifølge ministeriet kigget på problematikken. Den foreslår en bagatelgrænse for ændringer og et stop for, at fortidsminder opført efter 1865 automatisk skal være beskyttet.
Det skal være med at gøre "hverdagen lettere for de danskere, der bor på fortidsminder og sikre, at fredningen af nyere fortidsminder sker på grundlag af en faglig vurdering", ifølge Ane Halsboe-Jørgensen.
Hun vil nu indkalde folketingets partier til forhandlinger om en revision af loven.
Ritzau
Opdateret: Nyt foto sat på 7/11
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.