VORDINGBORG: Politiet efterforsker nu en udbudssag, hvor Vordingborg Kommune i 2018 solgte en grund ved Klintholm Havn på Møn til en virksomhed, selvom et ægtepar havde budt næsten dobbelt så meget. Det skriver Sjællandske Nyheder.
Efterforskningen sker, selvom Østre Landsret i december sidste år frikendte Vordingborg Kommune for et erstatningskrav. Landsretten fandt dog, at borgmester Mikael Smed (S) og kommunen var kommet med udtalelser, som var magtfordrejende.
Ægteparret politianmeldte kommunen i starten af 2025 til trods for landsrettens afgørelse, og det er på den baggrund, at Midt- og Vestsjællands Politis afdeling for økonomisk kriminalitet har åbnet en efterforskning af Vordingborg Kommunes handlemåde i sagen.
- Det er en retfærdighedsting. Vi mener ikke, at vores samfund skal bære, at offentlige myndigheder ikke overholder de regler, der er. Så kan man jo lige så godt bare afskaffe dem, siger ægteparret til lokalavisen.
Borgmester sover roligt om natten
Mikael Smed er trods efterforskningen rolig og tager udviklingen af sagen, som den kommer. Det siger han til TV 2 Øst.
- Det er da altid irriterende med støj på vandrørene, men sagen har været oppe i retssystemet før, hvor hverken byretten eller landsretten fandt anledning til at dømme Vordingborg Kommune, siger han og fortsætter.
- Efter min overbevisning er der ikke sket noget ulovligt i den her sag, så jeg tager udviklingen helt roligt.
At politiet nu har åbnet en efterforskning er heller ikke ensbetydende med, at der vil blive rejst sigtelse mod Vordingborg Kommune.
Årsagen til at ægteparret ikke har fået godkendt erstatning i retten er, at erklæringer fra skønsmænd ikke gav grund til at mene, at parret har lidt noget tab i forbindelse med udbuddet.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.


















