
Lars Christian Lilleholt (V) og Monika Rubin (M) er indtrådt som nye statsrevisorer, efter at Sophie Løhde (V) og tidligere formand for Statsrevisorerne Troels Lund Poulsen (V) er blevet ministre i SVM-regeringen.
Troels Lund Poulsen nåede kun at være formand for Statsrevisorerne i en måneds tid, efter at han overtog posten i november.
Det fremgår samtidig, at Statsrevisorerne vælger formand på deres næste møde, som finder sted 16. januar næste år. Posten har haft lidt karakter af vandrepokal i år, hvor tre personer nu har haft formandsposten.
Da året blev indledt, var Henrik Thorup (DF) formand, men i marts gav han posten videre til Klaus Frandsen (R). I november var det så Troels Lund Poulsens tur, men han er nu økonomiminister, mens Sophie Løhde blev indenrigs- og sundhedsminister.
De seks udpegede
Statsrevisorerne er politisk udpegede og har til opgave at kontrollere statens udgifter. Det gør Statsrevisorerne i samarbejde med Rigsrevisionen, der ikke er politikere.
De seks statsrevisorer er i øjeblikket Mette Abildgaard (K), Leif Lahn Jensen (S), Mikkel Irminger Sarbo (R), Serdal Benli (SF), Lars Christian Lilleholt (V) og Monika Rubin (M).
Mikkel Irminger Sarbo er landsformand for De Radikale, mens Serdal Benli er næstformand for SF. Ingen af de to sidder i Folketinget, hvilket heller ikke er nødvendigt for at være statsrevisor. Heller ikke Klaus Frandsen og Henrik Thorup sad i Folketinget.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.