
Når unge fremover skal fordeles på landets gymnasiale uddannelser, vil de ikke længere kunne blive fordelt efter lodtrækning. En tillægsaftale, som partierne bag aftalen har indgået, viser, at lodtrækning droppes. I stedet vil det være den unges transporttid til uddannelsen, som vil spille ind i fordelingen.
- Transporttiden kommer til at veje langt tungere i modellen, end den har gjort hidtil. Det betyder blandt andet, at lodtrækning, som har været en del af modellen i den gamle aftale, er taget ud, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Samtidig er ansøgere, der ikke får plads på et gymnasie, de har søgt, fremover garanteret en plads tættere på deres hjem end med den tidligere aftale.
I dag er den maksimale transporttid, der må være til gymnasiet, 60 minutter, men med tillægsaftalen bliver den nedsat til 45 minutter. Får en kommende gymnasieelev ikke en af sine fire prioriteter, kan vedkommende få en plads på et gymnasium tæt på.
DF ude af aftalen
Aftalen om de gymnasiale uddannelser blev indgået i juni sidste år mellem regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale, Kristendemokraterne, Alternativet og Dansk Folkeparti.
Sidstnævnte har dog trukket sig fra aftalen for nylig. Samtidig blev drøftelserne om aftalen genoptaget, efter at De Radikale ønskede aftalen ændret på de to områder, hvis de skulle blive i aftalen.
Til gengæld er den del af aftalen, som handler om, at kommende gymnasieelever skal fordeles efter, hvor meget deres forældre tjener, ikke blevet ændret. Kriteriet betyder konkret, at ansøgere i dele af landet, hvor der er skæv elevsammensætning, blandes målt på forældrenes indkomst. Er der for mange elever i en indtægtsgruppe, skulle de med den tidligere aftale fordeles med lodtrækning. Men det bliver nu ændret til, at det er afstanden til gymnasierne, som bliver afgørende.
At ansøgerne skal fordeles efter forældrenes indkomst, er dog blevet kritiseret. Blandt andet af borgerlige partier, som derfor heller ikke er med i aftalen.
- Jeg så gerne, at de andre blå partier var en del af den her aftale. Men det er også helt klart, at der er ingen af de partier, der har et ønske om at fordele på baggrund af forældreindtægt. Heller ikke selv om vi står i en situation, hvor antallet af elever, der får deres førsteprioritet stiger, og transporttiden falder. Så har de været meget klare på, at det er det vigtigste for dem. Og gør man ikke det, bliver gymnasierne ved med at være pivhamrende skæve i de store byer, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Eleverne tilfredse
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) er tilfredse med, at transporttiden bruges i fordelingen af elever.
- Det er positivt, at transporttid ifølge en ny aftale erstatter lodtrækning, når unge fremover skal fordeles på landets gymnasiale uddannelser For tiden brugt på transport til og fra skole er afgørende for både faglighed og trivsel. Vi ved, at transporttid på vej til og fra skole betyder rigtig meget for unge, siger Alma Tynell, forkvinde Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
Hovedpunkterne i tillægsaftalen:
Kortere transporttid.
Eleverne skal bruge mindre tid på transport mellem hjem og skole. Derfor får de fremover maksimalt 45 minutters transport til skolen. Med de gældende regler - og den tidligere aftale - var det en time. Eleverne kan dog stadig søge ind på et gymnasium, der ligger længere væk, hvis de selv ønsker det.
Afstand afgør fordeling.
Hvis der er flere ansøgere end pladser i fordelingszoner, er det ikke længere lodtrækning, men transporttid, der afgør, hvem der får pladsen. Sådan har det været uden for de store byer i den hidtidige aftale. Nu bliver det også sådan omkring Aarhus, Odense og København.
Kommende elever kan søge frit.
Med den nye aftale kan man stadig frit søge gymnasium, og ministeriet vurderer, at langt de fleste fortsat vil få deres førsteprioritet opfyldt. Andelen af ansøgerne, der vil få deres førsteprioritet opfyldt, vil således ikke blive ændret i forhold til i dag.
Regionerne skal vægte nærhed.
Hvis en kommende elev ikke kan få en plads på et af de fire prioriteter, som vedkommende har haft, så skal regionerne først og fremmest lægge vægt på ansøgerens transporttid, når de skal tildele et uddannelsessted.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.