AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Lokale protester lægger pres på kommune i sag om naturnationalpark

Der er mange interesser og hensyn at tage, når naturnationalparker tager form. Nu skaber planlægningen af et nyt vejnet lokal frustration i Syddjurs.
SYDDJURS: Planerne om en ny naturnationalpark i Mols Bjerge risikerer at lamme lokale trafikårer. Sådan lyder det fra Leif Roed Pedersen i TV2 Østjylland, der er en del af Landsbygruppen Mols Bjerge, og som har boet i Bogens i Syddjurs Kommune i seks år.

Det er Naturstyrelsens forslag om at ændre vejnettet i området, der har landsbygruppen til at reagere. Ændringerne kan betyde, at nogle borgere vil få mange kilometers kørsel til nabobyerne.

Siden planerne om en ny naturnationalpark på 775 hektar blev præsenteret første gang, har han sammen med lokale borgere kæmpet for at blive hørt. Men selvom landsbygruppen er blevet lovet dialog, oplever Leif Roed Pedersen ikke, at det reelt er det, der sker.

- Vi er slet ikke blevet hørt. Det undrer os, for de (kommunen og Naturstyrelsen, red.) ved godt, at vi har lavet et forslag til deres plan, siger han.

De lokale har tidligere forsøgt at få politikere og Naturstyrelsen til at genoverveje, hvordan naturnationalparken skal hegnes ind. Men denne gang er det Naturstyrelsens forslag om et nyt vejnet, der har fået borgergruppen op af stolene.

For Naturstyrelsens fire forslag til, hvordan et fremtidigt vejnet kan se ud, giver slet ikke mening, mener lokalgruppen, der ser hellere, at dele af området bliver gjort utilgængelig for kørende turister og tung trafik.

Alene hensyn til kommunale veje 

De fire forslag, som Naturstyrelsen har fremlagt over for Syddjurs Kommune, tager hensyn til de kommunale veje, som ikke foreslåes lukket. Til gengæld foreslår Naturstyrelsen at ensrette en slags ringforbindelse centralt i området.

Årsagen til, at Naturstyrelsen ønsker at ændre vejnettet, er hensynet til naturen og biodiversiteten.

Derudover forventer Naturstyrelsen, at en kommende naturnationalpark vil give et øget pres af mennesker og kørende trafik. Derfor er der ifølge skovrider ved Naturstyrelsen Kronjylland, Uffe Strandby, behov for justeringer.

"Vi arbejder sammen med kommunen på at finde løsninger, der både kan tilgodese naturen, de dyr der skal ud i den kommende naturnationalpark, de mange besøgende og ikke mindst de lokales fortsatte adgangsmuligheder," udtaler Uffe Strandby i et skriftligt svar.

Udformningen af et kommende vejnet var på dagsordnen i Natur-, teknik- og miljøudvalget i Syddjurs Kommune i marts, hvor udvalget besluttede at indgå i dialog med Naturstyrelsen omkring fremkommeligheden i den kommende naturnationalpark.

Hvorfor har I ikke inviteret Landsbygruppen til at deltage i sådan et dialogmøde?

- Vi har været i tæt dialog med lodsejerne, og både politikerne og lodsejerne er repræsenteret i naturnationalparkens bestyrelse. Vi vil tage de lokale synspunkter med til mødet med Naturstyrelsen, siger Kim Lykke Jensen (SF), der er formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget i Syddjurs Kommune.

Fortsat plads til justeringer

Området, hvor naturnationalparken skal etableres, er ejet af staten og forvaltes af Naturstyrelsen. Syddjurs Kommune er såkaldt vejmyndighed i området og har derfor ansvaret for de lokale trafikårer.

Ifølge formand for Natur-, teknik og miljøudvalget, Kim Lykke Jensen, er der stadig plads til justeringer i det forslag, som Naturstyrelsen har præsenteret for Syddjurs Kommune.

De lokale foreslår at holde vejene åbne for lokale, men begrænse adgangen for kørende turister. Kunne du forestille dig sådan en løsning?

- Det kunne godt være en løsning. Vi har som et samlet byråd henvendt os til miljøministeren og sagt, at vi gerne vil have mest mulig natur, men også bibeholde kulturvejene og sikre god adgang for lokale og gangbesværede, siger formanden.

Naturnationalpark Mols Bjerge forventes at åbne i løbet af 2028, når projektet har været i offentlig høring.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/lokale-protester-laegger-pres-paa-kommune-i-sag-om-naturnationalpark

GDPR