Ved KL’s topmøde i Aalborg den 12. og 13. marts 2026 blev de politiske udvalg sammensat, og her blev Lone Loklindt (R) valgt til at stå i spidsen for Kultur-, Erhverv- og Samfundssikkerhedsudvalget.
Samfundssikkerhed og beredskab er øverst på dagsordenen
- Den største dagsorden lige nu er uden tvivl vores samfundssikkerhed og beredskaber, som vi allerede er godt i gang med at styrke. Verden er lige nu præget af enorme usikkerheder. Det gælder både ude i den store verden, men i høj grad også her hos os i kommunerne. Det bliver et vigtigt fokuspunkt for udvalget, hvordan vi får sikret tryghed i danskernes hverdag. Det er samtidig en dagsorden, som giver næring til flere fællesskaber og dermed er med til at sikre trygheden i det lokale miljø, fortæller Lone Loklindt.
Kulturliv er et samlingspunkt for danskerne
- Vi står over for et markant skærpet trusselsbillede, og her har kommunerne et særligt ansvar for at bidrage til at håndtere kriserne. Det skal vi være klar til. Samtidig skal vi sikre gode muligheder for udvikling og vækst i hele Danmark, så vi kan bevare den store sammenhængskraft i vores land. Derudover skal vi sikre, at vores kulturliv kan være noget for alle danskere i alle dele af landet. Kulturlivet samler os og giver os stærke fællesskaber i en usikker tid, og det skal vi værne om.
Alvorlig sikkerhedspolitisk situation
- Vi står midt i den mest alvorlige sikkerhedspolitiske situation siden Anden Verdenskrig, og truslerne påvirker os alle sammen. De spænder fra cyberangreb, sårbarheder i kritisk infrastruktur og klimarelaterede hændelser til hybride påvirkninger og geopolitiske spændinger. Her skal vi i kommunerne være klar til at levere pleje til sårbare borgere, passe på vores allesammens børn og sikre, at vores kritiske infrastruktur fungerer. Det arbejde er vi i fuld gang med, men der er stadig brug for tydeligere rammer og retning fra Christiansborg.
Målene skal nåes inden de fire år er gået
- Jeg håber bestemt ikke, at det tager fire år at få på plads, men et af de resultater, jeg håber, vi kan se tilbage på, er, at vi i Danmark får et egentligt totalberedskab. Hvor rammerne for, hvem der gør hvad hvornår i en krisesituation, er helt på plads, og hvor alle relevante samfundsaktører fylder deres rolle ud, så vi har et trygt og robust samfund til at modstå de kriser, der måtte ramme, forklarer Lone Loklindt til DK Nyt.
Kultur-, Erhverv- og Samfundssikkerhedsudvalget 2026-2030
- Formand: Lone Loklindt (R), Frederiksberg
- Næstformand: Jakob Søgaard Clausen (DD), Aarhus
- Byrådsmedlem Morten Bang (DD), Favrskov
- Borgmester Ann Sophie Orth (K), Rudersdal
- Borgerrepræsentationsmedlem Christian Bülow (DF), København
- Rådmand Jan Nymark Thaysen (V), Aalborg
- Borgmester Mikael Ralf Baade Larsen (SF), Lejre
- Borgmester Lone Jakobi (S), Odder
- Kommunalbestyrelsesmedlem Mikael Smed (S), Vordingborg
Denne artikel er del af en serie om de nye udvalgsformænd i KL. DK Nyt har lavet en skriftlig rundspørge til udvalgsformændene med de samme fire spørgsmål. Der er ikke ændret i svarene, men mellemrubrikker kan være tilpasset indholdet. 1. Din vision for formandskabet i den kommende valgperiode, 2. Tre vigtige fokuspunkter i det kommende udvalgsarbejde, 3. Største udfordringer indenfor dit område, 4. Hvilke resultater vil du gerne kigge tilbage på om fire år?
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
















