AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Syddjurs Kommune har sendt brev ud til de berørte borgere med en beklagelse og en vejledning i, hvordan man sikrer sig mod identitetstyveri. (Arkivfoto).
Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Pengeskab med personfølsomme oplysninger stjålet fra Syddjurs Kommune

Syddjurs Kommune skærper sikkerheden på baggrund af indbrud i kommunal bygning i Ebeltoft.
31. MAR 2026 15.06

SYDDJURS: Et pengeskab med personfølsomme oplysninger er blevet stjålet ved et indbrud i en kommunal bygning i Syddjurs Kommune. Det skriver TV2 Østjylland.

Indbruddet i bygningen i Ebeltoft fandt angiveligt sted sidste weekend. Tyvene menes at være kommet ind gennem en terrassedør ved kantinen.

I pengeskabet var der ifølge mediet 60 dokumenter med personfølsomme oplysninger om cirka 120 borgere. Derudover var der nøgler til cirka 20 midlertidige boliger for flygtninge.

Hændelsen er blevet indberettet til Datatilsynet, oplyser pressechef i Syddjurs Kommune Ole Bjarke Nielsen til mediet. Der er også sendt breve ud til de muligt berørte borgere med en beklagelse og en vejledning i, hvordan man sikrer sig mod identitetstyveri.

Derudover er låsene blevet udskiftet i de boliger, som de stjålne nøgler hører til. På en videooptagelse kan man ifølge TV2 Østjylland se to maskerede indbrudstyve.

Kommunen oplyser til mediet, at sikkerheden på baggrund af hændelsen nu bliver skærpet. Der vil blandt andet blive opsat flere overvågningskameraer, ligesom der vil blive installeret flere elektroniske dørlåse i bygningen.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/pengeskab-med-personfoelsomme-oplysninger-stjaalet-fra-syddjurs-kommune

GDPR