Kortlægningen, der er en del af kommunernes kvalitetsprojekt, viser bl.a., at tæt på 7 ud af 10 kommuner har en egentlig demenspolitik, der beskriver politiske mål og visioner for udvikling af demensområdet.
Undersøgelsen viser samtidig, at kommunerne generelt prioriterer kompetenceudvikling på demensområdet højt. Næsten samtlige kommuner har eksempelvis ansat nøglepersoner og fagspecialister i form af demenskoordinatorer og demenskonsulenter.
- Demensområdet er et rigtig godt eksempel på et område, hvor kommunerne i en årrække har opnået gode resultater gennem en målrettet, faglig prioritering. Resultaterne er dermed også en konkret case på, hvordan kommunerne gennem udvikling og styring af den faglige indsats er i stand til at opnå gode resultater til gavn for borgerne og deres pårørende, siger Tove Larsen, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.
Koordination
- Netop koordinatorfunktionen, som det er lykkedes at få på plads på demensområdet, bliver i dag efterlyst på mange andre specialiserede områder. Det gælder f.eks. koordinering inden for psykiatrien, koordinering mellem sektorerne ved indlæggelser og udskrivninger samt koordinering af forløb for borgere med kroniske sygdomme. Derfor skal vi se på, om de gode erfaringer fra demensområdet kan overføres til andre områder, siger Tove Larsen.
Undersøgelsen viser også, det er en stor udfordring for kommunerne at bruge reglerne om magtanvendelse. Det skyldes, at lovgivningen er svær at bruge i praksis. F.eks. skal der et omfattende arbejde til med at udarbejde skemaer, før det er tilladt at anvende GPS-teknologi til opsporing af demente, der er faret vild.
- Både pårørende og fagpersoner mener, at de nuværende regler for magtanvendelse ikke passer til virkeligheden. Mit budskab til politikerne på Christiansborg skal derfor være at ændre magtanvendelsesreglerne, så det bliver nemmere at bruge moderne teknologi. På den måde kan vi redde liv og sikre de demente et værdigt liv, siger Tove Larsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.