
FREDERIKSHAVN: De første tre har nu meldt sig til at blive socialdemokratisk borgmesterkandidat i Frederikshavn, når den populære Birgit S. Hansen (S) stopper efter næste valg.
Den ene er Anders Brandt Sørensen, skriver Kanal Frederikshavn. Han er afdelingsleder i kommunens Plan & Vej-afdeling og sad i byrådet 2013-2021; den første periode som formand for plan- og miljøudvalget, den anden som formand for børne- og ungdomsudvalget.
Han lignede partiets kronprins, men ved KV21 valgte han overraskende ikke at genopstille, og siden har han bl.a. brugt sin tid som formand i en lokal fodboldklub. Men nu er han klar til comeback, siger han til mediet.
Den anden er Tina Kruckow, som med sine 36 år er byrådets yngste, skriver Kanal Frederikshavn. Hun sidder i økonomiudvalget, plan- og miljøudvalget samt børne- og ungdomsudvalget. Hun er uddannet sosu-assistent og arbejder på et bosted, og hun har velfærd højest på sin dagsorden.
Den tredje kandidat har endnu ikke meldt offentligt ud. Flere kan melde sig indtil 30. april, og derpå bliver der urafstemning 15.-31. maj.
Kold luft mellem V og K
Også Venstre i Frederikshavn skal have valgt borgmesterkandidat, og her har byrådsmedlem Lone Haugaard meldt sit kandidatur med opbakning fra en enig byrådsgruppe, skriver Skagens Avis.
Hun er jurist og tidligere medindehaver af et advokatfirma og driver nu ejendomsvirksomhed sammen med sin mand, ligesom hun har en MBA. Hun kom i byrådet første gang ved KV21 og sidder i børne- og ungdomsudvalget samt i kultur- og fritidsudvalget.
Det varede imidlertid ikke længe, fra Lone Haugaard havde meldt sit kandidatur, til hun lagde sig ud med De Konservative.
"Venner i bestyrelsen"
Først sagde hun til Nordjyske, at der er brug for ændringer omkring Frederikshavn Havn, som har vist sig at have en gæld på halvanden milliard, og at "det virker mærkeligt, at man har sat nogle af vennerne fra byrådet ind i en havnebestyrelse med baggrunde som gymnasielærere eller politibetjente", når et af Venstres byrådsmedlemmer har 20 års bestyrelseserfaring.
Det fik De Konservatives borgmesterkandidat og 2. viceborgmester John Lamp Henriksen på banen. Han er vicepolitiinspektør og sidder i havnebestyrelsen og antager, at det er ham, hun omtaler som en af "vennerne", skriver han i et læserbrev i Nordjyske.
Han forsikrer, at ingen i bestyrelsen "kun har siddet på hænderne og røget cigarer ved bestyrelsesmøderne". Han pointerer desuden, at De Konservative i modsætning til Venstre valgte at indgå i konstitueringsaftalen bag Birgit S. Hansen efter KV21, og at det gav partiet bestyrelsesposter med tilhørende ansvar.
Kritiske overfor K-formand
Derefter skrev Kanal Frederikshavn, at Venstre for en måned siden gik til borgmesteren i et forsøg på at vælte De Konservatives Peter Laigaard som formand for kultur- og fritidsudvalget i en sag om haltilskud, men at det socialdemokratiske flertal i gruppen bakkede ham op.
Lone Haugaard afviser overfor mediet, at formålet med mødet var at vælte Peter Laigaard, men at man ville høre borgmesterens syn på sagen. Haugaard siger, at der er sket en række ulovligheder i sagen, som hun ikke må oplyse yderligere om pga. tavshedspligt.
Peter Laigaard, som i 2009 skiftede fra Venstre til De Konservative på selve valgnatten, siger til Nordjyske, at han er glad for opbakningen fra de øvrige udvalgsmedlemmer.
Og så citerer han en ikonisk Svend Auken-udtalelse: "Forholdet mellem Venstre og Konservative er som et had-kærlighedsforhold. Bare uden kærlighed."
- Og det er jo så bare blevet bekræftet her i Frederikshavn, siger han.
Byrådsmedlem Jan Bjeldbak (V) beskylder mandag i et læserbrev i Kanal Frederikshavn Socialdemokratiet for at have medvirket til, at Venstre og Konservative skændes i medierne.
- Korrekt er det i hvert fald, at Venstre som et af de få partier ikke har kastet sig i armene på borgmesteren. Der er heller ikke plads, for her opholder De Konservative sig. Hele tiden. I alle sager. Og De Konservative bliver krammet så hårdt, at de helt har glemt at mene noget som selvstændigt parti, skriver han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.