Mens størstedelen af landets kommuner har en fritidspasordning, som giver børn og unge fra økonomisk eller socialt udsatte familier mulighed for at deltage i fritids- og foreningsaktiviteter, er det de færreste kommuner, hvor ordningen også gælder private fritidstilbud, viser en ny opgørelse fra SMVdanmark.
Ordningen finansieres af kommunerne selv, og fritidspasordningen har vist sig at øge deltagelsen i fritidsaktiviteter samt styrke trivsel og sociale netværk. Derfor ærgrer Alexander Søndergaard, underdirektør i SMVdanmark, sig over, at tilbuddet kun rækker til de kommunale tilbud.
- Fritidspasset er en rigtig god idé. Det er et simpelt redskab, som giver udsatte børn og unge adgang til sunde fællesskaber. Men det giver slet ikke mening, at så mange kommuner udelukker private aktører og dermed lukker dørene for de unge, siger Alexander Søndergaard, underdirektør i SMVdanmark.
SMVdanmarks opgørelse af brugen af fritidspasordningerne viser, at 81,6 pct. af kommunerne har en fritidspasordning, men at kun 27,6 pct. inkluderer private aktører i tilbuddet. Mere end halvdelen, 54,1 pct. af kommunerne, udelukker direkte private tilbud.
- Fritidspassets formål er at give muligheder til børn og unge i en udsat position. De børn har ikke brug for kommunal silotænkning og ideologiske kæpheste. De har brug for, at vi inviterer dem med ind i alle de sunde fællesskaber, som står klar til at inkludere dem. Det bør naturligvis også gælde de private fritidstilbud, som spiller en vigtig rolle rundt om i landet, siger Alexander Søndergaard.
SMVdanmark opfordrer derfor de kommende kommunalbestyrelser til at arbejde for, at fritidspasset skal kunne anvendes bredt – og altså også i private fritidstilbud, der lever op til relevante kriterier.
- Vi håber, at både de nuværende og kommende folkevalgte i landets kommuner vil tage et grundigt kig på fritidspasordningerne. Vi opfordrer til, at man stopper forskelsbehandlingen og sætter børnene og de unge forrest, siger Alexander Søndergaard.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.