Når alarmen lyder, får brandvæsenet fremover længere tid til at nå frem i flere kommuner. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, som fra dags dato afskaffer afgangstidskravet med en bekendtgørelse.
- Befolkningen skal have hurtig hjælp, når ulykken sker. Det vigtigste er, hvornår hjælpen ankommer - og ikke, hvornår udrykningskøretøjet kører fra brandstationen, siger minister Torsten Schack Pedersen (V).
Kravet betød, at brandfolk skulle kunne møde ind på stationen, og at førsteudrykningen skulle afgå fra stationen, inden for fem minutter fra alarmen var modtaget.
Ændringen sker for bedre at kunne rekruttere deltids- og frivillige brandfolk til især tyndt befolkede områder.
Fremover skal kommunerne selv fastsætte krav til, hvornår udrykningskøretøjerne kommer frem til skadestedet.
I 73 af landets kommuner er afgangstiden vokset sammenlignet med for fem år siden. I 60 af disse kommuner er brandvæsenet også kommet senere frem til ulykkesstedet.
Det viser en kortlægning, som Fagbladet FOA har lavet på baggrund af tal fra Beredskabsstyrelsen. I 29 kommuner lykkedes det ikke at overholde kravet ved mindst 30 procent af udrykningerne.
Omvendt har Danske Beredskaber udtrykt en frygt for lukning af lokale stationer, hvis kravet blev opretholdt.
Ministeren er derfor glad for ændringen.
- Det giver også bedre mulighed for at rekruttere flere deltids- og frivillige brandfolk til de kommunale redningsberedskaber landet over, siger Torsten Schack Pedersen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.