dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

S stiller op på partiliste i ti kommuner

I 88 kommuner stiller S op med sideordnede kandidater, men i ti kommuner bryder man med den tradition. I Viborg er det for at skabe ro, på Fanø er det af nødvendighed.
14. OKT 2025 7.47

VIBORG/FANØ/NÆSTVED: Typisk stiller Socialdemokratiet op med sideordnede kandidater til kommunal- og regionalvalget, men når borgerne i ti kommuner skal afgive deres stemme, stiller Socialdemokratiet op på en partiliste. Det viser data fra Kombit. 

Det er særligt i Region Hovedstaden, at de lokale socialdemokratiske afdelinger har valgt at gå med en partiliste, som fx i Herlev, Hvidovre, Ishøj, Rødovre, Tårnby, Brøndby og Glostrup kommuner. 

Derudover stiller Socialdemokratiet på Fanø, i Viborg og i Næstved også op som partiliste, men med vidt forskellige årsager. 

I Viborg har man normalt valgt at opstille sine kandidater sideordnet, men på grund af interne uenigheder og samarbejdsvanskeligheder i byrådsgruppen besluttede man allerede for to år siden, at man til KV25 skulle opstille som partiliste for at ændre på sammensætningen af byrådsgruppen. 

- Vi står et godt sted i dag, men tidligere har gruppen været præget af uenighed og intern splittelse, og derfor blev vi for lang tid siden enige med lokalbestyrelsen om, at vi var nødt til at ændre på balancen, fortæller viceborgmester i Viborg Mads Panny (S). 

- Vi har haft dygtige folk udenfor byrådsgruppen, så formålet har været at ryste posen så at sige, tilføjer han. 

Ville have valgt anderledes i dag 

Siden har fem socialdemokratiske byrådsmedlemmer valgt at forlade partiet, fire af dem for i stedet at stifte Velfærdsdemokraterne. Mads Panny peger derfor på, at man står i anden situation i dag, end man gjorde dengang man valgte opstillingsform. 

- Vi havde nok ikke valgt en partiliste, hvis vi skulle have truffet valget i dag. Jeg vil hellere lade det være op til vælgerne, hvem der skal sidde i byrådet. Men det var den rigtige beslutning dengang, og derfor vil jeg også forsvare, at vi tog det valg dengang. 

Det er derfor i samarbejde med lokalforeningen, at man har placeret kandidater på partilisten, hvor der højt på listen er blevet plads til en række kandidater, der ikke sidder i byrådet i dag.

Det har betydet, at en del af de nuværende byrådsmedlemmer er endt længere nede på listen og dermed risikerer ikke at blive valgt ind i efteråret. Mads Panny selv er nummer 11 på listen, men det er ikke udtryk for, at han ikke ønsker genvalg, understreger han. 

- Det er bestemt ikke et udtryk for, at jeg ikke ønsker at blive valgt ind igen. Derfor minder jeg også vælgerne om, at skal huske at stemme personligt, fordi de ikke skal tage for givet, at jeg automatisk bliver valgt ind igen, siger han. 

Socialdemokratiet fik valgt otte mandater ved KV21.

Tradition og nødløsning

Mens man i Viborg har valgt at ryste posen med partiopstilling, så er det omvendt en langvarig tradition med partiliste i Næstved, fortæller borgmester Carsten Rasmussen (S). 

- Sådan har det været alle de 22-23 år, jeg har været med, siger han. 

Her er det ikke noget, man har taget aktivt stilling til, fortæller han, men blot noget, man har fortsat med fra valg til valg. 

På Fanø stillede Socialdemokratiet op som sideordnet til KV21, men er gået over til partiliste til KV25. Det er dog mest af nød, da man har haft svært ved at finde kandidater, der har været interesseret i at sidde i byrådet, der har været præget af konflikt og en hård tone på sociale medier. 

- Vi arbejder på at få nogle flere, men folk har ikke lyst til at deltage i lokalpolitik på grund af den hårde tone, har lokalformand Kim Fischer tidligere fortalt til DK Nyt.

Derfor er man endt med en partiliste, så de nederste kandidater kunne være sikre på, at de ikke bliver valgt ind, fortalte lokalformanden tilbage i august. 

I alt er Socialdemokratiet endt med at stille med ti kandidater – men hvor der i august kun var to, der var interesseret i at side i byrådet. 

esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/s-stiller-op-paa-partiliste-i-ti-kommuner

GDPR