
Dansk Folkepartis EU-topfigur Morten Messerschmidt trækker sig som leder af DF’s gruppe i Europa-Parlamentet, oplyser partiet. Ifølge meddelelsen er det Morten Messerschmidts eget valg, som DF-formand Kristian Thulesen Dahl 'forstår' og 'tager til efterretning'.
- Den seneste uge har der i en række medier været rejst nogle anklager og mistanker mod mig. Alle i mine øjne grundløse og forkerte. Jeg har efter bedste evne forsøgt at forklare tingene. Men jeg må konstatere, at der er rejst tvivl om min ledelse og forvaltning af tingene i Bruxelles, som jeg er ked af, og som sår tvivl om både det politiske projekt og om min troværdighed. Det skygger så meget for mit politiske virke, at jeg ikke længere føler, jeg er den rette til at stå i spidsen. Derfor tager jeg konsekvensen og træder tilbage som leder af Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet, siger Morten Messerschmidt.
- Jeg forventer, at vi i gruppen finder en ny gruppeformand i løbet af få uger, og jeg ser frem til at arbejde for Dansk Folkeparti under den nye gruppeformand, hvor jeg klog af skade vil anbefale, at alle tre underskriver.
Om den seneste uges sager siger Morten Messerschmidt:
- Jeg har nu haft lejlighed til at gennemgå en række dokumenter i Bruxelles. Jeg kan konstatere, at der ikke er søgt uretmæssig økonomisk støtte.
Litauisk nationalitet var en administrativ fejl
- Jeg kan endvidere oplyse, at angivelsen af fhv. medlem af DF i Europa-Parlamentet Rikke Karlssons nationalitet som litauisk og ikke dansk ved registreringen i Frankrig beror på en administrativ fejl. Fejlen hidrører fra det tidligere års formular, hvor der rent faktisk var et litauisk medlem, siger Morten Messerschmidt, der således fastholder at den forkert angivne nationalitet er en administrativ fejl som i øvrigt 'ingen som helst betydning' har haft.
Morten Messserschmidt afviser også, at DF's næstformand Søren Espersen skulle have været medlem af MELD’s bestyrelse. Det har han ikke, men derimod af fonden FELD’s bestyrelse, hedder det i en længere redegørelse fra Morten Messerschmidt.
Han påpeger at FELD-fonden ikke har haft DF-ledelse og ikke-bestemmende indflydelse fra DF. FELD bidrog dog ligesom MELD økonomisk til en EU-kampagne i Danmark i 2013, med et beløb som Dansk Folkeparti siden har tilbagebetalt.
Ikke godt nok
Morten Messerschmidt beklager i meddelelsen fra Dansk Folkeparti, at han ikke forudså hvilke problemer der kunne affødes af 'en uformel ledelsesstil, hvor vi har talt om tingene på ugentlige møder af formel og nok oftest uformel karakter'.
- Det er simpelthen ikke godt nok, og det har jeg nu besluttet at tage konsekvensen af. Jeg vil koncentrere mig om den politik, jeg synes er så afgørende vigtig, og overlade administrationen og ledelsen af delegationen til andre, siger Morten Messerschmidt, der understreger at 'hele mit virke' siden han blev valgt ved EP09 har 'drejet sig om at gøre Dansk Folkeparti til et centralt, indflydelsesrigt og respekteret parti også i Europa-Parlamentet'.
- Men denne sag overskygger det politiske i en sådan grad, at jeg har fundet, at andre må påtage sig af opgaven som leder af DF i Bruxelles, siger Morten Messerschmidt, hvis administrative fortrædeligheder startede, da europaparlamentsmedlem Rikke Karlsson sidste efterår forlod DF i protest mod Messerschmidts håndtering af regnskaberne fra netop MELD og FELD.
mk
Fakta
- MELD er en forkortelse for Movement for a Europe of Liberties and Democracy. Det var en politisk, europæisk alliance. Organisationen samlede de euroskeptiske partier fra EU's medlemslande og politikere fra hele EU i ét fælles parti.
- MELD's medlemmer var stort set identiske med højrefløjsgruppen i EU-Parlamentet EFD - Europe of Freedom and Democracy, der er en uofficiel gruppe af højrefløjspartier i parlamentet. Dansk Folkeparti sad både i EFD og i MELD.
- Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt var medlem af MELD's ledelse. Det er derfor, at Rikke Karlsson i løbet af 2015 bad ham om indsigt i MELD's og FELD's midler.
- MELD blev grundlagt i 2012 og var delvist finansieret af EU. Siden 2004 har det været muligt for de europæiske partier og alliancer at modtage økonomisk støtte, der dækker op til 85 procent af partiets udgifter.
- FELD var en politisk fond, der var tilknyttet MELD. Fonden havde til opgave at observere, analysere og bidrage til den europæiske, politiske debat.
- Rikke Karlsson forlod i oktober 2015 Dansk Folkeparti. Det skyldtes en strid om adgang til regnskaber i den politiske alliance MELD og fonden FELD. Hun blev efter eget udsagn nægtet indsigt i fondens midler.
- Både MELD og FELD blev lukket ved udgangen af 2015. I maj 2016 afgjorde Europa-Parlamentets politiske ledelse, Præsidiet, at de to fonde har misbrugt EU-midler til at føre dansk kommunal valgkamp. MELD skulle tilbagebetale knap tre mio. kr.
- Dansk Folkeparti har siden betalt 1,6 mio. kr. tilbage, som ifølge partiet er brugt til kampagner. De resterende 1,3 mio. kr. har DF afvist at betale, da de ifølge DF er blevet administreret af fondene selv og ikke af DF.
- I sidste uge tog sagen en ny drejning, da Rikke Karlsson politianmeldte sin tidligere partifælle Morten Messerschmidt for identitetstyveri.
- Det gjorde hun, fordi dokumenter fra det franske indenrigsministerium ifølge Ekstra Bladet viste, at både parlamentsmedlemmet Jørn Dohrmann (DF) og Rikke Karlsson havde været medlemmer af ledelsen i den politiske alliance MELD uden at vide det.
- De blev valgt på fondens generalforsamling tilbage i november 2014, hvor ingen af dem var til stede. Dokumenterne har Morten Messerschmidt underskrevet.
Kilder: europarl.europa.eu, meldeuropa.com og Ekstra Bladet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.