FURESØ: Et samlet byråd i Furesø Kommune sendte i foråret et fælles brev til regeringen med et klart ønske om hjælp til at lette den historiske gæld fra Farum-tiden, som stadig sluger 124 millioner kroner af kommunens budget hvert eneste år. Men regeringen afviser altså at hjælpe med at afvikle denne yderligere, da den mener, at kommunen har modtaget tilstrækkelig med støtte gennem tidligere aftaler, skriver Sjællandske Nyheder.
"Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan oplyse, at der er indgået en række aftaler mellem staten og Furesø Kommune i perioden 2005-2021, hvor der er taget stilling til kommunens gælds- og formuestilling og på den baggrund til bl.a. særlige lånevilkår og særtilskud," skriver indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til mediet. Hun henviser til slutaftalen fra 2021, hvor det fastslås, at Furesø ikke længere kan modtage særtilskud med henvisning til kommunesammenlægningen.
For borgmester Ole Bondo Christensen (S) er svaret ikke uventet, og han ser fortsat muligheder: "Vi er i en anden situation nu, end vi var, da aftalen blev indgået i 2005, og da den blev genforhandlet i 2011. Vi kan konstatere, at vi siden 2010 har betalt 620 mio. kr. mere i renter og afdrag, end vi har fået i særskat og særtilskud. Vi vil derfor efter valget og i det nye byråd tage kontakt til regeringen igen for at drøfte Furesøgælden," siger han.
Kommunen oplyser selv, at den blev født med en gæld på 3 mia. kr. De første fire år betalte Furesø 16,8 mio. kr. af på gælden. Fra 2011-2024 betalte den 1.236 mio. kr. af på gælden og betalte oveni 544 mio. kr. i renter. Alene i 2024 afdrages lånet med 100,7 mio. kr. Restgælden er med indgangen af 2025 på 1.764,2 mio. kr.
Furesø Kommune betaler hvert år 124 mio. kr. i renter og afdrag på gælden til Kommunekredit.
"Furesø Kommune modtager samtidig et årligt tilskud fra staten, der udgør 35,6 mio. kr. Det slutter i 2030. Herefter skal udgifterne til midlerne til gældsafviklingen alene hentes fra kommunens øvrige økonomi," skriver kommunen på dens hjemmeside.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

















