dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Sådan ser et stabilt byråd ud. De 31, som blev valgt ved KV21, er stadig medlemmer.

Sønderborg har landets mest stabile byråd

Mens seks byråd ikke har en eneste partihopper, har 15 kommuner haft særligt gang i partiskiftene.
27. OKT 2025 16.05

Danmarks mest stabile byråd i denne periode holder til i Sønderborg.

Her er ikke sket en eneste ændring i hverken navne eller partibetegnelser siden valget for fire år siden, viser DK Nyts gennemgang.

Kommunens to største partier, Socialdemokratiet og Venstre, fik valgt henholdsvis 14 og 11 kandidater, og de sidder alle stadig i byrådet. Også Slesvigsk Parti har stadig sine tre valgte i byrådet, og EL, DF og Nye Borgerlige har fortsat én hver. Sidstnævnte som et af de få steder i landet. Partiet har dog opgivet at stille op denne gang, men byrådsmedlem Bo Kleis Christensen (NB) ønsker i Sønderborg Nyt de øvrige partier "en god og sober valgkamp". 

Skift uden partihop

Sønderborg er imidlertid ikke eneste kommune uden partihoppere. Det samme gælder Rødovre, Vallensbæk, Samsø og Høje-Taastrup. Alle fire steder er der dog sket en enkelt udskiftning undervejs, fordi et byrådsmedlem enten er udtrådt eller afgået ved døden. Men de er blevet erstattet af en fra samme parti.

Anderledes gang i udskiftningerne har der været andre steder. I alt har 15 kommuner oplevet, at mere end hver femte byrådsmedlem er skiftet ud undervejs. 

Så mange i byrådet har skiftet parti/liste:

  • Langeland:        5 (af 15) = 33,3 pct.
  • Læsø:                3 (af 9) = 33,3 pct.
  • Bornholm:         7 (af 23) = 30,4 pct.
  • Ærø:                  4 (af 15) = 26,7 pct.
  • Fredensborg:    7 (af 27) = 25,9 pct.
  • Viborg:              8 (af 31) = 25,8 pct.
  • Randers:            8 (af 31) = 25,8 pct. 
  • Frederikshavn:  7 (af 29) = 24,1 pct.
  • Varde:                6 (af 25) = 24,0 pct.
  • Roskilde:            7 (af 31) = 22,6 pct.
  • Aarhus:              7 (af 31) = 22,6 pct.
  • Thisted:             6 (af 27) = 22,2 pct.
  • Gribskov:           5 (af 23) = 21,7 pct.
  • Stevns:               4 (af 19) = 21,1 pct.
  • Guldborgsund:  6 (af 29) = 20,7 pct.

Procentvis er der, som det fremgår af skemaet, sket størst udskiftning i fire ø-kommuner. På Langeland og til dels på Bornholm er det især Venstres nedsmeltning, der fylder, de øvrige steder er partihoppene mere spredte.

Otte i Viborg og Randers

I faktiske tal er det Viborg og Randers, som har haft flest partihoppere, nemlig otte hver.

I Viborg er det især ballade hos socialdemokraterne, der har fået fem af dem til at forlade partiet og - for de fires vedkommende - til i stedet at stifte Velfærdsdemokraterne.

I Randers er bl.a. De Konservative nedsmeltet, og fire har forladt partiet. En af dem er Bo Ratz, som nåede at skifte til Nye Borgerlige, melde sig ud igen, skifte tilbage til De Konservative for til sidst at havne hos lokallisten Østbroen. En anden med flere hop er Jens Peter Hansen, som først blev ekskluderet hos Venstre, meldte sig ind hos Moderaterne, blev ekskluderet her og nu har stiftet sin egen lokalliste.

Syv partiskift

Fredensborg, Frederikshavn, Roskilde, Aarhus og Bornholm har alle haft syv partiskift. 

I Fredensborg blev to konservative ekskluderet, allerede før byrådet tiltrådte, og stiftede i stedet Fredensborg Socialkonservative. Også to andre konservative har forladt partiet.

I Frederikshavn er tre socialdemokrater skiftet til SF, efter at Birgit S. Hansen (S) forlod borgmesterposten, ligesom to har forladt Venstre, heriblandt Lone Haugaard, som tabte kampen om at blive borgmesterkandidat til erhvervsmanden Jon Andersen og nu i stedet er spids for Moderaterne.

I Roskilde er det største frafald sket hos De Konservative, hvor tre forlod partiet, efter at Rasmus Jarlov blev valgt som borgmesterkandidat. I Aarhus fylder Enhedslistens nedsmeltning fra tre til nul mandater mest. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/soenderborg-har-landets-mest-stabile-byraad

GDPR