dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Droner har tidligere forstyrret flytrafikken i lufthavne. Nu vil transportminister gøre det muligt for blandt andet lufthavne at håndtere droner. (Arkivfoto).
Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix

Minister vil lade lufthavne og havne skyde droner ned

Der skal kunne sættes hurtigere ind over for uønskede droner ved kritisk infrastruktur, mener minister.  
18. JUL 2025 8.48

Det er for besværligt at håndtere, når ukendte droner flyver over lufthavne, havne eller anden kritisk infrastruktur. Sådan lyder det fra transportminister Thomas Danielsen (V).

Han vil med et nyt lovforslag give visse offentlige myndigheder og "infrastrukturforvaltere" mulighed for at nedtage droner.

- Det er vigtigt, at man hurtigt og effektivt kan nedtage de her droner. Lovforslaget handler om vores kritiske infrastruktur. Det er havne, det er lufthavne, og det kan også være Sund & Bælt. I dag er der simpelthen for mange led, inden man kan nedtage en drone, siger han til Ritzau.

Ifølge ministeren er dronerne tit væk, når politiet når frem for at håndtere dem. Men med forslaget får en havn selv mulighed for at nedtage dronen - eksempelvis ved at skyde den ned.

Thomas Danielsen siger, at den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig, og at der generelt er flere droner i luften end tidligere.

Konkret skal lovforslaget gøre det lovligt for visse offentlige myndigheder og "infrastrukturforvaltere" at neutralisere droner i områder, der er udpeget som geografiske dronezoner. De geografiske dronezoner er områder, hvor man skal søge om tilladelse på forhånd, hvis man ønsker at flyve med drone.

Konkret skal det ifølge Transportministeriet være muligt at fjerne droner, som enten opererer ulovligt, eller hvor dronen bruges til kriminelle formål.

Det skal forgå på lovlig vis

Lovforslaget lægger ifølge transportministeren op til, at eksempelvis havne, som søger om det, selv skal kunne udstede dronetilladelser. På den måde skal det være nemt for medarbejderne at tjekke, om en konkret drone må flyve. Hvis svaret er nej, skal de kunne fjerne den.

Der stilles med lovforslaget ikke nogen krav til, hvordan det skal foregå - dog skal det foregå på lovlig vis, lyder det fra ministeren.

- Det vigtigste er sådan set bare, at vi kan være hurtigere, fra at vi konstaterer en ukendt drone, og til at vi kan nedtage den, siger han.

Droneflyvning er i de seneste år blevet mere udbredt.

Thomas Danielsen medgiver på den baggrund, at der nok er en større chance for, at man nedskyder privates droner end droner, der bruges til kriminelle formål.

- Hvis du for eksempel flyver tæt på en lufthavn, er det jo lige meget, om du gør det for sjov, eller om du gør det for at spionere. Hvis der ryger en drone i en flymotor, kan det jo have en dødbringende udgang, siger han.

Trafikstyrelsen har tidligere gjort opmærksom på, at der sidste år var en stor stigning i antallet af registrerede hændelser, hvor droner fløj for højt eller for tæt på lufthavne.

Sidste år var der 206 hændelser. Det er tre gange så mange som året før.

/ritzau/

Opdateret 10.42 med kommentarer fra ministeren

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/minister-vil-lade-lufthavne-og-havne-skyde-droner-ned

GDPR