MIDTJYLLAND: Minister og region er havnet i åben strid om fordelingen af gymnasieelever i Aarhus.
Regionen lancerede i februar en model, som skulle sikre en bedre fordeling af elever i byens seks gymnasier, så man ikke endte med etniske skævheder og gymnasier med henholdsvis under- og overkapacitet.
Det indebar blandt andet, at tre klasser på de populæreste gymnasier blev nedlagt, for at sende flere elever til gymnasier med ringe søgning.
Men nu er undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og regionen lodret uenige om retningslinjerne for det kommende skoleår, efter ministeren har afvist en henstilling fra regionen.
Kun 16 elever havde ønsket at gå på STX på Aarhus Gymnasiums tilbud i midtbyen, hvor der i dette skoleår ikke kom nogen klasse op at stå. Aarhus Gymnasium (tidligere Langkjær Gymnasium) har oprettet en midtbyafdeling, fordi gymnasiet i forvejen er trængt på elevmangel og etnisk ubalance i sin hovedafdeling i Tilst.
Et flertal i regionsrådet besluttede at indstille til ministeren, at tilbuddet på Dollerupvej derfor skulle nedlægges, og kapaciteten på tre klasser fordeles til tre populære gymnasier, Marselisborg Gymnasium, Skanderborg Gymnasium og Aarhus Katedralskole i det kommende skoleår 2020/21.
Nej fra ministeren
Undervisningsministeren har skrevet til regionsrådsformand Anders Kühnau (S), at hun ikke vil følge den regionale indstilling. Det sker blandt andet med henvisning til, at tiden er fremskreden, da eleverne skal have svar senest den 1. maj.
- Ja, det er tæt på deadline, men vi har også savnet nogle hurtigere tilbagemeldinger fra ministeriet i hele den her proces. Vi har handlet i god tro, og vi ville kende ansøgertallene, før vi kunne reagere. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt med ministerens beslutning. For når der skal opretholdes et STX-tilbud, som så få unge ønsker, så betyder det, at flere STX-ansøgere får tilbudt plads på et gymnasium, de ikke havde ønsket som 1. prioritet, siger Anders Kühnau.
- Vi kommer til at holde rigtig godt øje med, hvad der sker med Aarhus Gymnasiums STX på Dollerupvej - om det overhovedet vil lykkes at få skabt et fagligt godt og bæredygtigt uddannelsestilbud denne gang. Hvis ikke, må vi genoptage dialogen med ministeren, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling Jørgen Nørby (V).
Ministeren åbner dog mulighed for, at der kan komme flere elever til Skanderborg Gymnasium. Men det kræver, at gymnasiet kan påvise, at afviste ansøgere til Skanderborg Gymnasium får meget lang transporttid til et andet uddannelsessted. Samtidig må flere elever til Skanderborg ikke påvirke fordelingen af elever til udfordrede gymnasier som fx Viby Gymnasium nævneværdigt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.