
Af Paul Hegedahl
Allan Levann & Mikael Trolle:
'Den store præstation.
Anbefalinger til mennesker og organisationer, der vil præstere bedre',
forord af Michael Christiansen, bestyrelsesformand i DR;
Gyldendal Business, København 2010.
187 s., hft., 13,5 x 22 cm., billedoversigt, litt.liste.
Kr. 300,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-02-07142-9.
'Erhvervslivet har i forhold til sport og kunst to markante udfordringer, når det handler om at sætte hold. Den ene er, at rammen for en opgave ofte er mindre tydelig. Den er ikke givet på samme måde som en fodboldkamp mod Rusland eller en opsætningen af Mozarts Don Juan.
Den anden store udfordring - og måske den i øjeblikket største begrænsning i danske virksomheder - er, at lederne ikke kender deres medarbejdere indgående nok. De ser ikke deres kompetencer i bred forstand, men navigerer ud fra parametre som uddannelse, placering i virksomheden eller andre formelle kvalifikationer. Samtidig begrænser faste strukturer som kontrakter, overenskomster, anciennitet, traditioner og vaner muligheden for at sammensætte det optimale hold.
Modsat er det i både kunst og sport en integreret del af kulturen, at folk bliver rekrutteret og sat af og på ud fra deres givne kompetencer i den givne situation. Det handler ikke om anciennitet, formel uddannelse eller diplomer, men snarere om kompetencer i bred forstand: faglige, personlige, mentale, fysiske og sociale. Naturligvis udskifter man ikke lige hovedrollen i et teaterstykke. Men der er lange prøveforløb inden for både ballet, skuespil og opera, hvor roller og relationer kan blive testet og ændret, inden de eksponeres for resten af verden.'
Sådan skriver forfatterne i 'Den store præstation'. De skriver 'erhvervslivet', men man kan med fuldt ret også udvide sammenligningen til at gælde den offentlige sektor i alle dens skikkelser - måske bortset fra, at netop i den offentlige sektor er rammerne/målet mange steder særdeles tydelige. Og måske også lige bortset fra, at man kan have på fornemmelsen, at hvis en person i sportens verden lige mangler et par kampe i at have opnået et rundt antal landskampe, er man ofte tilbøjelige til en vis tolerance.
Sammenligningen mellem arbejdet i samfundets forskellige sektorer og sportens verden og begreber er naturligvis set mange gange før - men her gennemføres den bevidst og velovervejet hele vejen i bogens forslag til, hvordan man som organisation og enkeltperson kan yde den store præstation - og der kommer også interessante og relevante henvisninger til teaterets verden. Og denne sammenligning er spændende og på mange måder lærerig at følge med i. Som Michael Christiansen, bestyrelsesformand i DR, tidligere teaterchef på Det Kongelige Teater gennem næsten 16 år (som selv holder foredrag om ledelse, talenter, primadonnaer og bestyrelsesarbejde), skriver i sit forord: 'Ved at koble teori, viden og egne erfaringer med meget konkrete eksempler gør forfatterne diskussionen nærværende, og de bringer den videre. De udfordrer os til at tænke mere systematisk over, hvad vi vil med vores liv, vores arbejde og vores virksomhed eller organisation. Og de inspirerer os til at turde.
For det kræver jo mod at sige til sig selv og omgivelserne: Jeg satser stort, og jeg er ikke tilfreds med det halvgode. Man risikerer at fejle, og fejler man ikke risikerer man at blive kaldt elitær, arrogant eller bedrevidende.'
Bogens indhold
Ud over forordet og forfatternes egen indledning og et kapitel om udgangspunktet, som beskrives som perfektionisme, vedholdenhed og innovation, samt litteraturliste, billedreferencer og tak, indeholder bogen ni anbefalinger, som gennemgås grundigt med eksempler fra praksis og teori. Anbefalinger til blandt andet ledelse, omorganisering, flow, specialisering og teamkultur, som, hvis de følges, kan skabe mere værdi og store præstationer. Forfatterne har interviewet en række kendte personer, som fortæller om den personlige indsats bag bemærkelsesværdige præstationer inden for sport, kunst, videnskab og erhvervsliv:
Anbefaling 1: Skab mening og passion
Passionen er den drivkraft, det hjerteblod, som skaber forudsætningen for den store præstation. Problemet er ofte, at passionen bliver undervurderet som præstationsfaktor, fordi den kan være vanskelig at måle og bedømme. Dermed bliver den tit overset i konkurrencen med kompetencer som grundlaget for præstationen.
Anbefaling 2: Sørg for, at udvikling og præstation finder sted parallelt
Hvis man skærer ned på udvikling og nytænkning og i stedet retter blikket mod systemer, øget produktivitet og kontrol, risikerer man at miste den store præstation af syne.
Anbefaling 3: Udfold talentet og realisér potentialet
Alle mennesker besidder forskellige potentialer, og det er først, når den enkeltes potentiale udfordres og udfoldes til den maksimale kapacitet, at det kan afgøres, hvorvidt der har været tale om et talent.
Anbefaling 4: Sats på specialister
Vi lever i generalisternes tidsalder, og derfor er bedrevidende blevet et skældsord.
Vi burde i stedet lære at hylde specialisterne, for de rummer de kompetencer, som den store præstation kræver.
Anbefaling 5: Hav mod til at sætte holdet - og vælge fra
Den store præstation skabes alene af det team, der forstår vigtigheden af at etablere rammerne, definere roller og relationer og udøve servicerende lederskab for ad den vej at skabe mening, engagement og motivation.
Anbefaling 6: Giv specifik og anerkendende feedback
Feedback, eller med et bedre ord „feed forward", beskriver forskellen på vores hensigter, de efterfølgende handlinger og det endelig resultat. I dette spændingsfelt ligger viden om nye muligheder, nye handlinger og nye resultater samt hele udviklingsgrundlaget for den store præstation.
Anbefaling 7: Ros ofte og troværdigt
Ros styrker engagementet og skaber en anerkendende tilgang til læring, hvorved fejlfindingskulturen i stedet erstattes af en søgen og iscenesættelse af den ønskede præstation.
Anbefaling 8: Skab en teamkultur - også for individualister
Den store præstation opnås alene, når teamkulturen tager afsæt i den enkeltes behov, ikke blot for at opnå trivsel, men i højere grad for at sikre den enkeltes engagement og behov for respekt og anerkendelse.
Anbefaling 9: Brug din intuition og dømmekraft
Vores livslange erfaringer downloades af hjernen til vores underbevidste harddisk, hvorfra intuitionen kan hentes, og i samspillet med vores bevidste viden samt overblikket over det ukendte dannes grundlaget for den store præstations dømmekraft.
Om forfatterne
Allan Levann er direktør for konsulent-, netværks- og vidensorganisationen High Performance Institute, Klampenborg, som han etablerede i 1997, hvor han samlede en række fremtrædende personligheder inden for sport, kunst, videnskab og erhvervsliv for at skabe et forum for store præstationer. Allan Levann er cand.mag. i dansk og idræt. Han er medstifter af Paul Hammerich Prisen, Michael Laudrup Prisen og Videnprisen. Redaktør af 'Kunsten at gøre sig umage'. Lindhardt & Ringhof, 1998 samt rapporterne 'Elite på alle niveauer' og 'Guide til næste generation - en analyse af fremtidens medarbejdere', som blev udarbejdet i samarbejde med Huset Mandag Morgen, 2001.
Mikael Trolle (1959 -) er cand. scient. i idræt og biologi fra Københavns Universitet og elitechef i Dansk Volleyball Forbund. Mikael Trolle er en af Danmarks mest succesrige coaches gennem mere end 10 år som lands- og klubtræner for bl.a. Holte IF Volleyball. Siden 1996 har Mikael Trolle været fuldtidsansat i Dansk Volleyballforbund som herrelandsholdstræner samt ansvarlig for herre- elitearbejdet (elitechef). Mikael Trolle er bestyrelsesformand for - og medstifter af High Performance Institute samt chefkonsulent inden for områderne udvikling af High Performance Teams, coaching og træning i High Performance Institute. Mikael Trolle har fungeret som ekstern coach for Den Kongelige Ballet og Operaen og DR Tv-drama.
Der er flere af anbefalingerne og tankerne, der ville være en nærmere gennemgang værd. Her skal blot gøres tages kort fat i Anbefaling 1: Skab mening og passion og Anbefaling 5: Hav mod til at sætte holdet - og vælge fra. Den første kan man se, som helt overordnet og den anden er jo desværre meget aktuel - ikke mindst i den offentlige sektor.
Hvad er meningen?
Meningen skal være synlig hele vejen: 'Når det drejer sig om at få individualister til sammen at præstere stort, er nøgleordet mening! Det skal stå helt klart, hvorfor de er der, og de skal forstå og føle, at der er en mening, som ligger ud over ansættelse og lønforhold.'
At der skal være en synlig mening er så vigtig, fordi begreberne mening og passion ifølge forfatterne hænger uløseligt sammen. Man kan kun - som leder - tænde passionen blandt mennesker, eller som enkeltperson finde den hos sig selv, hvor man kan identificere meningen. De har observeret, at når man spørger mennesker, hvorfor de arbejder eller træner så hårdt, lyder et af de hyppigste svar: 'Fordi det giver mening.'
Der gøres også - meget velovervejet og afbalanceret - opmærksom på, at passionen har en indbygget risiko. Hvis ikke den passionerede holder sine pauser, opstår der en overophedning. Og det kan ende med, at den passionerede bruger sig selv helt op og brænder ud. Det gælder i både sporten, kunsten og alle andre sammenhænge. Det handler altså ikke om at skabe en blind passion, hvor meningen ikke er klar og tydelig. Balancen skal skabes både for det enkelte menneskes skyld, men i høj grad også af hensyn til den rigtige præstation. En forkert passion kan både betyde, at mennesker risikerer at brænde ud - men også om, at de så ikke brænder stærkt nok, optimalt nok i nuet.
Meningen - at kunne se meningen - er afgørende for at de medarbejdere, der har potentialet til toppræstationer, bliver tiltrukket og fastholdt. I bogen tales om, at det kan sammenlignes med at have et kald, om at løse en samfundsmæssig opgave. Som nævnt hænger passion og mening tæt sammen. Når mennesker kan se meningen med deres indsats, vil de kæmpe.
Hele denne sammenhæng gennemgås med eksempler fra både praksis og teori - og på baggrund af forfatternes egne erfaringer.
Om at vælge fra
I dag står de fleste ledere meget hyppigt i den situation, at de bliver nødt til at afskedige mennesker. Der er mange årsager - også de store økonomiske besparelser, men hver gang er det lige personligt og bliver opfattet som en form for vurdering. Når mennesker er blevet ansat i en virksomhed/organisation er det jo normalt ud fra en forventning om noget permanent. Modsat er det i både kunst og sport en integreret del af kulturen, at folk bliver rekrutteret og sat af og på ud fra deres givne kompetencer i den givne situation. Her kan man måske hente nogle relevante erfaringer.
I bogen siger forfatterne det på den måde, at 'det er klart, at det stiller store krav til lederens professionalisme og sociale kompetence at fortælle den enkelte medarbejder, at det næste projekt kræver et andet talent og andre kompetencer, end vedkommende har. Men lederen må have modet til at vælge fra. Det kan gøres på flere måder. Den rigtige måde er at tage udgangspunkt i holdet. At fortælle den 'vragede' medarbejder, hvorfor holdet ser ud, som det gør, og hvorfor han ikke er med. På denne måde sikrer lederen respekt hos medarbejderen og resten af teamet.'
Gennem et langt arbejdsliv i flere virksomheder og organisationer har anmelderen været i denne situation på flere niveauer og i flere sammenhænge. Bl.a. en gang, hvor han blev overdraget at foretage en afskedigelse, mens de, der var ansvarlige for den frarådede og helt fejlslagne oprindelige ansættelse, flygtede på forretningsrejse til den anden af Jorden. At kunne håndtere disse situationer har afgørende betydning. Tidligere har vi været inde på denne problemstilling her på dknyt.dk og advaret mod den uhyggelige tendens til at foretage disse afskedigelser via It-teknologien.
I dette afsnit i bogen fortæller bl.a. Ulrik Wilbek og oberst Kim Kristensen, der i 2009 blev udnævnt til årets leder af Ledernes Hovedorganisation om deres erfaringer. Her er mange gode tanker til overvejelse.
De mange lighedstræk på tværs af faggrænser
Arbejdet i High Performance Institute har vist, at en toppræstation indeholder tre afgørende High Performance Krav:
- Vedholdenhed, som er sportens vigtigste drivekraft.
- Kreativitet, som kunstneren har som helt afgørende nødvendighed, når de præsterer.
- Perfektionisme, som suverænt er erhvervslivet stærkeste kompetence.
Når man lægger sportens, kunstens og erhvervslivets krav præstation sammen, kan der skabes toppræstationer. Med andre ord, konkluderer forfatterne, for at skabe en toppræstation, skal der altid være struktur og systemer (perfektion), hårdt arbejde (vedholdenhed) og evnen til fornyelse (kreativitet) til stede for at det lykkes.
De understreger, at dette ikke er en akademisk bog baseret på forskning, som har været publiceret og udsat for såkaldt peer reviews. De siger: 'Vi inddrager forskningsresultater i udvalgte afsnit, men det er især en bog, der samler og analyserer de praktiske erfaringer, som anerkendte high performers har gjort sig gennem tiden.
Dermed er det også klart, at vi som forfattere ikke har fundet på anbefalingerne - snarere tværtimod. Vi har opsamlet og beskrevet principperne, som har været afprøvet i praksis gennem mange år af topidrætsfolk, erhvervsledere, forskere og pionerer inden for kunst- og kulturlivet. I arbejdet med bogen har det igen og igen slået os, hvor mange lighedstræk der er mellem præstationerne og deres forudsætninger på tværs af faggrænser. - - -
Vores hensigt er ikke at ophøje os selv til præstationsorakler, men at indlede en dialog med dig som læser. Hvis det kan føre til en fornyet samfundsdebat på et mere kvalificeret grundlag, vil vi være lykkelige - også når vi bliver modsagt eller udfordret. For vi er overbeviste om, at et øget fokus på præstationsbegrebet og dets forudsætninger i sig selv vil føre til bedre præstationer.'
Og hermed er så gjort opmærksom på eksistensen af denne bog og den viden, den indeholder.
Supplerende links
http://highperformance.dk/om_hpi.html
Hjemmeside for High Performance Institute
http://highperformance.dk/uploads/store-praestation-web.pdf
Hovedkonklusionerne fra 'Den store præstation' samt en præsentation af High Performance Institute's tænketank.
http://www.kommunikationsforening.dk/Menu/Fagligt+nyt/Artikler/Hvad+er+meningen%3F
Pressekoordinator Stephan Sabinsky, Schneider Electric Denmark: 'Hvad er meningen?', anmeldelse på Dansk Kommunikationforening's hjemmeside af 'Den store præstation', 6. juli 2010.
.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.