RANDERS: Et flertal i Randers Byråd har stemt for, at store mængder jord fra Nordic Waste, der midlertidigt er placeret ved Forsvarets arealer ved Tirstrup Lufthavn, kan bruges i forbindelse med udvidelsen af Randers Havn. Såfremt der kan meddeles miljøgodkendelse til det, og såfremt Randers Havn søger om det, fremgår det af referatet fra byrådsmødet tirsdag.
I alt blev ca 180.000 ton jord frem til 4. februar kørt til Tirstrup. En del af den ligger der fortsat, da den viste sig at indeholde så høje værdier af barium og nikkel, at jorden ikke kunne køres til godkendt jordmodtager.
- Hvis miljøgodkendelsen ikke kommer, så bliver det ikke kørt ned på havnen. Vi er nødt til at komme videre i den proces, vi har sat gang i. Vi stemmer for, sagde medlem af erhvervs- og planudvalget Steen Bundgaard (S) ifølge Randers Amtsavis på mødet.
Forslaget var et ud af tre løsningsmodeller, hvoraf et andet var at køre jord til støjvolden Støjdragen i Silkebog samt sejle andet til Norge, mens et tredje også gik på at sejle noget til Norge, mens andet uden forhøjet bariumindhold kunne komme til andre godkendte jordmodtagere.
For løsningen med at bruge jord til havneudvidelsen stemte 20, mens seks stemte imod, og fem undlod at stemme. Blandt dem, der ikke stemte, var socialdemokraten Anker Boje. Et ændringsforslag om at henvise sagen til behandling i miljø- og teknikudvalget blev forkastet med 19 stemmer imod og 9 stemmer for, mens tre undlod.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.