Digitaliseringsministeriet har modtaget 3.000 bud på navnet til en ny verifikationsapp, og nu er det endelige navn fundet. Appen, der beskrives som en digital identitetstegnebog, lanceres til foråret og kommer til at hedde "AltID". Det skriver Digitaliseringsministeriet i en pressemeddelelse.
"AltID" skal ifølge ministeriet gøre det muligt at foretage alderstjek på nettet for at beskytte mindreårige i deres færden på nettet. Jyllands-Posten har tidligere også beskrevet, hvordan appen kan blive brugt til aldersverificering på pornohjemmesider.
- Vi har valgt AltID, fordi det er et id, du 'altid' har på dig, og fordi du kommer til at kunne bruge den til 'alt' muligt. Til en start som digitalt aldersbevis og id, men med tiden vil både myndigheder og virksomheder kunne tilføje digitale beviser til AltID, siger digitaliseringsminister Caroline Stage (M).
Det er frivilligt at bruge appen, men det er ministeriets forventning, at "AltID" kommer til at ligge på mange danskeres mobiltelefoner. "AltID" skal fungere som aldersverifikation, hvis man eksempelvis vil købe alkohol i et supermarked eller færdes på sociale medier.
Den kommende app er en del af et større europæisk initiativ og skal på sigt fungere som et elektronisk identifikationsmiddel på tværs af EU.
/ritzau/cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












