
Regeringen vil nedsætte et lovforberedende udvalg, der bl.a. skal sikre mere tydelige regler for, hvornår en borgmester kan suspenderes. Det sker, efter Farum-Kommissionen i dag har afleveret sin beretning.
Det er en af to anbefalinger i rapporten fra Farum-Kommissionen om lovændringer på Økonomi- og Indenrigsministeriets område.
Den anden anbefaling er at indføre mere ufravigelige frister for, hvornår dagsordner og bilag skal sendes til kommunalbestyrelsesmedlemmerne forud for møder i kommunalbestyrelsen.
Byråd skal reagere
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) mener, at Farum-sagen har været en god lære.
- Farum-sagen har vist os, at det er afgørende, at kommunalbestyrelserne har en reel mulighed for at trække i håndbremsen, hvis en borgmester handler groft i strid med lovgivningen. Nu sætter vi et udvalg til at se på, om vi kan formulere reglerne for suspension af borgmesteren bedre, så det bliver klart for kommunalbestyrelsesmedlemmerne, hvornår de har mulighed for at tage initiativ til at suspendere borgmesteren. Samtidig skal udvalget se på fristerne for, hvornår kommunalbestyrelsesmedlemmerne skal have dagsordner og materiale forud for møder i kommunalbestyrelsen, siger ministeren.
Punktum i usædvanlig sag
Baggrunden for kommissionens nedsættelse var den række påstande om og beskrivelser af meget kritisable forhold omkring Farum Kommunes administration, herunder om borgmesterens ageren, der fremkom i medierne i løbet af 2002.
Justitsminister Morten Bødskov (S) er tilfreds med beretningen.
- Jeg er meget tilfreds med i dag at have modtaget Farum-kommissionens beretning. Farum-kommissionen har med sin beretning givet en meget omfattende beskrivelse af det samlede begivenhedsforløb i Farum-sagen og har dermed sat punktum for en meget omtalt og usædvanlig sag, og fortsætter.
- Beretningens redegørelse for, hvad der foregik i Farum Kommune i perioden fra 1. januar 1990 til den 6. august 2003, er lærerig. Nu må vi se nærmere på kommissionens forslag til, hvordan vi kan forhindre, at historien måtte gentage sig. Og i den forbindelse skal bl.a. det lovforberedende udvalg, som regeringen vil nedsætte, hjælpe os på vej.
Baggrund
Farum-kommissionen har i dag afgivet sin beretning til justitsminister Morten Bødskov. Undersøgelseskommissionen har med landsdommer John Mosegaard som formand undersøgt den såkaldte Farum-sag.
Sagen vedrører navnlig det kommunale område, som hører under Økonomi- og Indenrigsministeriet. Beretningen afgives til justitsministeren, fordi dette følger af lov om undersøgelseskommissioner.
Farum-kommissionen har haft til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til de beskrivelser og påstande, der er fremkommet i medierne og den offentlige debat, om en lang række kritisable forhold vedrørende Farum Kommune i perioden 1. januar 1990 til kommissionens nedsættelse den 6. august 2003.
Farum-kommissionen har endvidere haft til opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen af det samlede begivenhedsforløb kan begrunde.
Beretningens bind 1-16 er på 4.837 sider, og beretningens bilagsdel er på 7709 sider. Resultatet af kommissionens arbejde er sammenfattet i bind 1.
Justitsministeriet har nu sendt beretningen videre til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, hvor beretningen vil blive behandlet, samt til Folketingets Retsudvalg og Kommunaludvalg til orientering.
Samtidig vil de relevante ministerier overveje de forslag, som er indeholdt i beretningen.
srl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.