
Tre millioner ton CO2, eller hvad der svarer 15 pct. af det samlede danske reduktionsmål på 70 pct. i 2030, er, hvad et nyetableret københavnsk samarbejde, bestående af ARC, ARGO, BIOFOS, Copenhagen Malmö Port, CTR, HOFOR, Vestforbrænding, VEKS og Ørsted, har ambitioner om at indfange om året.
Under navnet C4 - Carbon Capture Cluster Copenhagen vil samarbejdspartnerne fange CO2 på en række store energianlæg i København om omegn og spare atmosfæren for udledningerne.
- Der er et enormt potentiale i C4-samarbejdet. Vi har realistiske muligheder for at skabe CO2-reduktioner på omkring 3 mio. tons om året med CO2-fangst. Det kan blive et af de største enkeltstående bidrag til den grønne omstilling i Danmark, udtaler direktør Jacob H. Simonsen fra ARC.
Hovedstadsområdet velegnet til CO2-fangst
Parterne har yderligere ambitioner end blot at indfange CO2'en. Mulighederne for at udnytte den bæredygtigt skal også undersøges, således at den på sigt kan omdannes til grønne brændstoffer.
Hovedstadsområdet er ifølge samarbejdsparterne særligt velegnet til at etablere CO2-fangst, fordi der ligger en række store energivirksomheder relativt tæt på hinanden. Det giver mulighed for at etablere en fælles infrastruktur til fx havnen på Prøvestenen, hvorfra CO2’en kan udskibes.
Med de rette vilkår vurderer samarbejdsparterne, at det er sandsynligt. at hovedparten af potentialet på omkring 3 mio. tons CO2-reduktion per år kan realiseres inden for 10-12 år.
Kræver politisk velvilje
Hvis C4-fællesskabets visioner om markante CO2-reduktioner i hovedstadsområdet skal realiseres, kræver det den fornødne beslutsomhed på Christiansborg.
- Hvis vi skal i mål med visionen om CO2-reduktioner i millionklassen, skal der ryddes mange sten af vejen politisk. Den kommende nationale strategi for fangst, lagring og anvendelse af CO2 (CCUS-strategien) skal sikre den fornødne finansiering og tage stilling til vigtige spørgsmål om transporten og lagringen af CO2’en, siger Jacob H. Simonsen og fortsætter:
- På den helt korte bane vil vi opfordre staten til at afsætte de fornødne midler til, at GEUS kan undersøge, om forskellige danske formationer er anvendelige til CO2-lagring, siger han.
Med de rette politiske prioriteringer er parterne optimistiske omkring muligheden for at hente store CO2-reduktioner til en attraktiv pris. Nogle C4-medlemmer er allerede i gang. Senest har Vestforbrænding offentliggjort en ambition om at fange 450.000 tons CO2/år fra 2030.
Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt en fast tidsplan for C4-fællesskabets ambitioner, da de stadig er i en indledende fase.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.