MIDDELFART: Et nyt stenrev er etableret i Naturpark Lillebælt, og nu er lokale fiskere, kommuner og forskere enige om at frede stenrevet og 8 km2 hav i fem år for at undersøge effekterne, oplyser Naturparken.
Aftalen er en del af projektet Bælt i Balance og indgået efter lokal dialog om forbedringer i havets biodiversitet. Formand for Bælternes Fiskeriforening, erhvervsfisker Allan Buch, har været med hele vejen og udtaler:
- Vi er rigtig glade for det samarbejde vi har i Naturpark Lillebælt om frivillige projekter. Det her viser, at vi som erhvervsfiskere også er villige til at afgive et område til undersøgelser af fiskevandringer og effekten af stenrev i havet. Et hav vi lever af som erhvervsfiskere, og som betyder meget for mange.
Man må stadig gerne gå med stang langs kysten og fiske i Tybrind Vig, mens fiskeri fra båd med trawl, line og garn stoppes.
Borgmester Johannes Lundsfryd (S) ser aftalen som et godt eksempel og noget især staten skal arbejde videre med:
- Havet har en kæmpe værdi for borgere og besøgende i vores kommuner. Vi vil gerne investere i løsninger, og denne aftale er et forsøg på at gøre noget for havet lokalt, når nu vi ikke har fået den store hjælp fra staten. Vi har brug for, at staten tager mere ansvar på den lange bane og får taget beslutninger for hele Danmarks havmiljø. Vi mangler afklaringer om vandområdeplanerne, marin naturnationalpark, trawlforbud og havplanen. Regeringen har en ambition om at fremlægge en havplan med en målsætning om 10 pct. strengt beskyttet hav og yderligere 20 pct. beskyttet hav. Det, mener vi, er både rigtigt og nødvendigt.
- Det nye stenrev er etableret i Tybrind Vig. Der er udlagt omkring 5.400 tons sten fra Norge på 6-8 meters dybde.
- Det nye stenrev skal være et nyt levested for dyr og planter, særligt torsk. Ved at frede det i fem år for fiskeri håber aktørerne at få flere fisk især torsk tilbage til området og at blive klogere på effekter af stenrevet og fredningen.
- Forskningen sker i samarbejde med Aarhus Universitet, som undersøger effekt på marsvin, og DTU Aqua, som undersøger fredningens mulige betydning for torsk.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.