
Parterne på det kommunale område er enige om en aftale om nye overenskomster, som gælder for alle de omkring 500.000 ansatte i kommunerne. Det meddeler topforhandlere for arbejdsgivere og lønmodtagere.
Et vigtigt element i overenskomsten er en særlig pulje på over 500 mio. kr. målrettet sosuer og sygeplejersker, som skal medvirke til at løse nogle af de rekrutteringsudfordringer, som kommunerne står overfor.
Forliget indeholder derudover løsninger på de tre store knaster, der har gjort forhandlingerne meget svære undervejs. Det er lønrammen, sikring af betalt spisepause samt lærernes arbejdstid, lyder det fra parterne.
Detaljerne om den nye arbejdstidsaftale vil først blive offentliggjort, når lærernes formand Anders Bondo Christensen har haft lejlighed til at fremlægge den for sit bagland i Danmarks Lærerforening.
- Jeg synes virkelig, at vi står med et resultat, som vi kan være bekendt, siger Anders Bondo Christensen.
Han kalder enigheden om overnskomsterne 'en kolossal lettelse', mens FTF-formand Bente Sorgenfrey erklærer sig 'kisteglad'.
Ifølge både KL og Akademikerne indeholder aftalen en overenskomstmæssig sikring af medarbejdernes ret til betalt spisepause og en lønramme på 8,1 pct. Desuden er det såkaldte privatlønsværn afskaffet.
Det svarer til det delforlig, der er indgået i regionerne.
KL's cheffforhandler, Høje-Taastrup-borgmester Michael Ziegler (K), kalder det 'et økonomisk ansvarligt forlig', der både sikrer reallønsfremgang og balance i forhold til lønudviklingen i det private erhvervsliv.
- De kommunalt ansatte skal have fornuftige lønninger, men det er vigtigt, at de ikke bliver lønførende, siger Michael Ziegler.
Om den betate spisepause siger han, at 'der er fundet en god løsning for LO-grupperne og en god løsning for FTF-grupperne og en lidt anderledes løsning for Akademikerne'.
Ritzau+mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.