Langkaer Gymnasium i Aarhus er blevet kritiseret fra flere sider, efter at gymnasiet har opdelt de nye 1.g-klasser efter etnicitet.
På baggrund af den sag, giver undervisningsminister Merete Riisager (LA) det fordelingsudvalg, som det aarhusianske gymnasium er omfattet af, lov til at fravige reglerne for fordelingen af elever. Dispensationen er dog kun midlertidig, og på det enkelte gymnasium må der ikke laves klasser på baggrund af etnicitet.
- Lige nu står Langkaer Gymnasium med akutte udfordringer med elevfordelingen. Det skal de have lov til at finde en midlertidig løsning på, så vi sikrer, at man lokalt får den frihed, man har behov for til at løsne situationen op nu og her, siger ministeren.
- Jeg skal ikke stå i vejen for, at man lokalt og helt frivilligt finder løsninger, så længe man overholder loven og i et vist omfang tager hensyn til elevernes ønsker og de pædagogiske kriterier, siger hun.
Hvis der er andre af landets fordelingsudvalg, der også føler sig udfordret i forhold til fordelingen af eksempelvis tosprogede elever, kan de søge dispensation til at gøre det samme.
På Langkaer Gymnasium har 80 pct. af de elever, som startede i 1. g i september, anden etnisk baggrund end dansk.
Nu har Merete Riisager givet det lokale fordelingsudvalg, som Langkaer Gymnasium er omfattet af, dispensation til at fordele eleverne imellem sig, så enkelte skoler undgår store dele af tosprogede.
Det er netop på baggrund af den sag, at ministeren nu åbner for en forsøgsordning, hvor fordelingsudvalg kan fravige reglerne.
Inden for konventionerne
Merete Riisager slår dog fast, at man ikke må fordele elever efter etnicitet.
- Det er selvfølgelig helt forståeligt, for vi skal holde os inden for konventioner og rimelighed, siger rektor på Langkaer Yago Bundgaard.
- Et objektivt kriterie, som er blevet bragt til torvs, er, at man kan se på elevernes faglige niveau og sørge for, at der ikke er nogen skoler, som har en stor andel af elever med lavt fagligt niveau, siger rektoren.
På et samråd tirsdag slog den nye undervisningsminister fast, at der ikke bliver lavet nye regler for fordelingen af gymnasieelever, så de kan gælde fra næste skoleår.
Men nu har ministeren altså alligevel givet grønt lys til at se på en ny fordelingsmetode.
- Nu sætter vi rektorer i Aarhus os hurtigst muligt sammen, og så prøver vi at løse den opgave, som vi har fået stillet, siger Yago Bundgaard.
Ritzau
Opdateret og ændret fredag 9. december kl 6.07: I den første version stod fejlagtigt, at Langkaer måtte opdele elever efter etnicitet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.