
Knap otte ud af ti af de ukrainske flygtninge, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, er i beskæftigelse. Det viser tal fra Jobindsats, der drives af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
I alt havde 11.126 ukrainere med ophold efter særloven et job i januar. Det er cirka 3800 flere end året før. Ukrainerne er særligt ansat i servicefag, industri, landbrug, handel og hotel- og restaurationsbranchen, oplyser Dansk Industri.
Den høje beskæftigelse skyldes dels, at ukrainerne har ønsket at have et arbejde, og dels at virksomhederne har vist stor villighed til at tage imod dem. Det siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri, i en pressemeddelelse.
- De har været hjulpet af et boomende arbejdsmarked, som har gjort det nemmere at finde jobåbninger, men det har også haft meget stor betydning, at virksomhederne gerne har villet hjælpe i en meget ulykkelig situation for ukrainerne, siger han.
Toårsdagen lørdag
Lørdag er det to år siden, at Rusland invaderede Ukraine, og der er ikke umiddelbart udsigt til fred i landet.
I løbet af 2022 og 2023 er godt 40.000 ukrainere indvandret til Danmark. I samme periode er knap 11.000 udvandret. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
En særlov sikrer ukrainere, som er flygtet fra krigen, mulighed for at tage et job og gå i skole. Loven gælder frem til 2025.
I en medlemsundersøgelse fra fagforeningen Lederne blandt mere end 1100 privatansatte ledere svarer knap 13 procent, at de har ansat en eller flere ukrainske flygtninge. Af dem vurderer næsten ni ud af ti, at integrationen af ukrainerne på arbejdspladsen er lykkedes.
Det skyldes ifølge Bodil Nordestgaard Ismiris, som er administrerende direktør hos Lederne, at alle parter har haft en interesse i, at det skulle lykkes.
- Succesen med de ukrainske flygtninge kan forhåbentlig også bruges som læring fremadrettet, når det eksempelvis gælder værdien af at holde hånden under de flygtninge, der kommer til landet, siger hun i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.