AARHUS: I en tilståelsessag i går i Retten i Aarhus erkendte en 36-årig uddannet pædagog voldtægt og andre grove krænkelser af en syv-årig dreng samt overgreb mod to tre-årige drenge, skriver Aarhus Stiftstidende.
Voldtægten fandt sted i 2023, da den syv-årige overnattede hos sin tidligere pædagog, der på det tidspunkt havde en relation til drengens mor, hvorfor drengen var i den nu tiltaltes varetægt. Både under et bad før sengetid og i løbet af natten begik pædagogen grove krænkelser, forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt mod barnet.
Mens denne sag blev kendt i december sidste år, da pædagogen blev fremstillet i grundlovsforhør, kom der under onsdagens retssag yderligere forhold frem. De drejer sig om overgreb mellem marts og september sidste år mod to treårige drenge, som den tiltalte begik under sin ansættelse i en børnehave i Aarhus Kommune. Her havde han bl.a. taget billeder af den ene dreng, der skulle røre ved pædagogens penis, og den anden dreng, der sov nøgen. Efterfølgende delte han billederne med en anden pædofil.
Børneattest var indhentet
- Vi er alle sammen dybt chokerede og berørte. Det er noget af det værste, man overhovedet kan foretage sig, siger dagtilbudsleder i Aarhus Kommune Morten Kristensen til TV2 Østjylland.
Kommunen har fulgt alle gældende retningslinjer, herunder indhentning af straffeattest og børneattest, og dagtilbudslederen oplyser yderligere, at kommunens taskforce automatisk blev aktiveret, da pædagogen blev anholdt, og at der fortsat er fokus på at skabe tryghed i den pågældende institution.
Næste retsmøde er den 18. december, hvor der forventes at falde dom i sagen.
Ifølge TV2 Østjylland talte anklageren i retten for en dom på seks år og seks måneders fængsel. Hun begrundede de bl.a. med de skærpende omstændigheder i, at manden var pædagog, samt at han havde planlagt overgrebet på den syvårige i badet ved at sætte kamera op og filme overgrebet.
Forsvaren mente, at den tiltalte skal have tre års fængsel, bl.a. fordi han har tilstået alle forhold og derved hjulpet politiet med efterforskningen. Den tiltalte undskyldte i retten: "Jeg er ked af den skade, jeg har gjort dem. Undskyld," sagde den 36-årige.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












