dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Den partipolitisk alsidige Peter Hjorths forrige projekt var Det Demokratiske Parti. Ved KV21 fik han 105 personlige stemmer ud af partiets i alt 144 stemmer.
Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Politik på overdrevet, men også uvant normalitet

KLUMME I politik kan alt som bekendt ske. Gad vide hvad det næste bliver.
2. FEB 2023 6.30

Alt kan som bekendt ske i politik. Se blot på den aktuelle regering, både dens eksistens, som ikke mange på forhånd havde levnet en reel chance, og dens politik, af hvilken visse elementer endnu færre ville have gættet på.

Andre end regeringspartierne kan også. Ude på det yderste overdrev, så langt ude at det knap nok er rigtig politik, bød sidste uge på et forsøg på at mane det hedengangne parti Centrum-Demokraterne op af graven 15 år efter dets nedlæggelse.

Hovedmanden bag Centrum Demokraterne, der modsat sit forbillede er uden bindestreg midt i navnet, er den partipolitisk alsidige Peter Hjorth, der opstillede ved FV19 for partiet Klaus Riskær Pedersen og ved KV21 for Det Demokratiske Parti. Nu gælder det så et nyt parti med et gammelt partinavn, som netop efter FV22 er frigivet efter at have været spærret ved fem folketingsvalg, siden det gamle CD sidst forsøgte sig ved FV05.

Det nye parti blev gennemført amatøragtigt lanceret, uden at den tidligere CD-formand Mimi Jakobsen var orienteret, endsige taget i ed. Selv om hun selv i sin tid meldte sig ud, et par år før partiet nedlagde sig selv, bryder hun sig forståeligt nok ikke om forsøget på at lukrere på partinavnet, men i forhold til faktisk politik bør hun ikke bekymre sig unødigt. Der er næppe mere realisme i dette partiprojekt end i stifterens tidligere.

Også lidt langt ude, dog ikke helt på overdrevet, har Nye Borgerlige befundet sig, siden partiejer Pernille Vermund bebudede sit farvel til formandsposten og ved udløbet af valgperioden også til Folketinget. Efterfølgeren Lars Boje Mathiesen var endnu ikke blevet formand, før et andet NB-medlem skiftede til Dansk Folkeparti i protest mod den nye formands endnu ikke udøvede ledelsesstil.

Efterfølgende har Lars Boje Mathiesen givet et eksempel på, hvordan han også på andre måder gør sig i det kontroversielle, nemlig ved i en Berlingske-podcast at antyde det som uvist, om den politik der føres af verdens regeringer, er “dikteret eller inspireret” af World Economic Forum. Top-guf for konspirationsteoretikere, der ser skjulte magthavere, 5G og Bill Gates overalt, og som Lars Boje Mathiesen i forvejen har en del af blandt sine følgere på sociale medier i kraft af sin kritiske tilgang til, hvordan coronaepidemien blev håndteret.

En vis mængde vælgere vil utvivlsomt kunne fristes af et parti, der giver mere eller mindre artikuleret medløb til deres konspiratoriske verdensopfattelse, men der er helt sikkert også en del vælgere, der ikke vil ses i selskab med dem. Det store spørgsmål for Nye Borgerlige er så, om resultatet er et plus eller et minus i vælgertilslutningen, og om det i givet fald vil få den nye formand til at justere sine antydninger i den ene eller anden retning.

På den modsatte fløj er der fortsat rav i den i Enhedslistens lokale afdeling i Aarhus, hvor en sag om påstået sexisme internt i partiet sidste år førte til en eksklusion med en del ballade både før og efter. I år er det så racisme, den er gal med.

Det indsupplerede byrådsmedlem Solveig Munk mener, at en passus i et kommunalt sparekatalog om, at “der skal skæres på ydelser og projekter rettet mod mennesker med integrationsbehov”, er racistisk, og her er det så, man skal lægge mærke til, at den citerede formulering ikke optræder i sparekataloget, uden at det står klart, hvor den så er citeret fra. Tilpas langt ude til, at de to andre EL-medlemmer af Aarhus Byråd har undsagt deres partifælle, og det ser man trods alt ikke hver dag.

Til sammenligning ligner Dansk Folkeparti, som ellers har været fast hjemsted for intern uro, efterhånden en idyllisk normalitet efter partiformand Morten Messerschmidts frifindelse. Partiets folketingsgruppe er vokset med den fra Nye Borgerlige afhoppede Mikkel Bjørn, og veteranen René Christensen har efter sit ikke-genvalg ved FV22 fået et rigtigt job, så partiorganisationen ikke længere behøver holde ham beskæftiget.

I politik kan alt som bekendt ske. Gad vide, hvad det næste bliver.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/politik-paa-overdrevet-men-ogsaa-uvant-normalitet

GDPR