LÆSØ: Venstre på Læsø får travlt de kommende dage med at finde en ny borgmesterkandidat, efter at borgmester Tobias Birch Johansen (V) har meddelt, at han ikke ønsker at genopstille.
Venstre fik ved KV21 valgt tre medlemmer til den ni mand store kommunalbestyrelse, men i sidste måned valgte den ene, Michael Møller Kristensen, at skifte til SF, som han nu er spidskandidat for.
Dermed er der udover Tobias Birch Johansen kun én tilbage, nemlig Jens Morten Hansen, som er pensioneret statsgeolog.
Men han ønsker heller ikke at blive borgmester, oplyser han til DK Nyt. Han ønsker kun at stille op som menigt kommunalbestyrelsesmedlem, når partiet holder opstillingsmøde på torsdag.
- Det er lidt ærgerligt, at han trækker sig, for jeg kan ikke rigtig se, hvem der ellers magter opgaven, siger Jens Morten Hansen.
Selv om Venstre er reduceret til to medlemmer af kommunalbestyrelsen, er partiet stadig størst på Læsø sammen med Læsø Borgerliste, som også har to medlemmer. Derudover har De Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og SF hver én.
Håber det bliver en lokal
Den afgående borgmester vil ikke blande sig i, hvem der bliver hans efterfølger.
- Jeg håber, at det bliver en venstremand, det ønsker jeg da. Men det er vigtigst, at det er én, der vil Læsø, siger han og tilføjer, at man på Læsø ikke går så meget op i partier, men i, hvem der kan samle det bredest mulige forlig.
- Men jeg håber, det bliver en, der er dybt forankret i Læsø, og som helst har opholdt sig størstedelen af sit liv på øen. En tilflytters øjne kan være lige så gode, men det er vigtigst at have noget med i bagagen i forhold til Læsøs historie. Mit ambitionsniveau for øen har været højt, fordi jeg har oplevet, at vi er gået fra 2.500 til 1.700 mennesker, og derfor ved jeg, at det kan lade sig gøre at blive så mange igen, siger han til DK Nyt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.