
AARHUS: - I de 24 år, jeg har været i kommunalpolitik, har jeg aldrig oplevet noget lignende.
Så klar er meldingen fra Gert Bjerregaard (V), efter han tirsdag formiddag var nødt til at deltage i en pressebriefing om gennemgangen af den dyrt købte advokatundersøgelse om stadionforløbet. Politikerne i Aarhus Byråd havde nemlig ikke fået gennemgået indholdet forinden. Det skriver TV 2 Østjylland.
- Det er jo amatøragtigt, at vi ikke har mulighed for at sætte os ind i den rapport, før det bliver præsenteret for pressen, siger Gert Bjerregaard, der er gruppeformand for Venstre i Aarhus Byråd.
Venstremanden er ikke ene om kritikken. På pressebriefingen dukkede blandt andre Henrik Arens (LA) også op for at få gennemgangen. Han sidder i byrådet, men er samtidig også en del af Magistraten, der er byrådets mest magtfulde udvalg.
"Dybt groteskt"
Magistraten er for nyligt også blevet politisk styregruppe for hele stadionprojektet.
- Det illustrerer jo meget godt, hvordan det her forløb har været. Jeg sidder i Magistraten, den nye "styregruppe", og den eneste måde, jeg kan prøve at blive informeret på, er at sætte mig ind til et pressemøde. Det, synes jeg, er dybt grotesk, forklarer Henrik Arens.
Udover de ovennævnte politikere deltog byråds- og magistratsmedlem Thure Hastrup (Å), Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang (K) og byrådsmedlem Christian Baller (K) også i gennemgangen. Ifølge rådmand for Kultur- og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (RV) var de mere end velkomne til gennemgangen.
- Alle var inviteret til at komme til den gennemgang. Så alle er blevet inviteret til - sammen med pressen - at få den gennemgang af hovedkonklusionerne. Det var ikke kun for pressen, forklarer kulturrådmanden dagen derpå.
Rabih Azad-Ahmad understreger, at den færdige rapport først blev afleveret af advokatvirksomheden Kromann Reumert tirsdag, og at han derfor gerne ville have rapporten ud i offentligheden så hurtigt som muligt.
Derudover havde rådmanden foreslået, at advokaten fra Kromann Reumert kunne gennemgå rapporten til et møde i Magistraten, der lå timer før pressebriefingen, men det kunne ifølge Rabih Azad-Ahmad ikke lade sig gøre.
- Borgmesteren forslog i stedet, at jeg kunne orientere om hovedkonlusionerne, men jeg så egentlig gerne, at der var en en gennemgang fra advokaten, siger Rabih Azad-Ahmad.
Endnu en rids i lakken
Overskriften på invitationen til gennemgangen var "presseinvitation". Og Rabih Azad-Ahmad bekræfter, at det er den samme invitation, alle har fået - altså både pressen og medlemmer af byrådet.
På trods af, at rådmanden siger, at alle byrådsmedlemmerne var velkomne til briefingen, så var det ikke alle, der opfattede det sådan. Blandt andet Jakob Søgaard Clausen (DD), der ikke deltog i gennemgangen af rapporten.
- Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg fik at vide, at det var en gennemgang for pressen, og jeg mener ikke, at jeg er en del af pressen, siger Jakob Søgaard Clausen.
Han mener også, at det er endnu en rids i lakken hos rådmanden i forhold til hans håndtering af sagen.
- Jeg synes, det er dybt kritisabelt, at man ikke vælger at orientere byrådet inden. Man kunne jo bare have lagt et møde med den samme gennemgang en time inden for byrådsmedlemmerne. Det er jo bare endnu et eksempel, at der ikke har været styr på noget i den her proces.
Rabih Azad-Ahmad sætter dog to streger under, at det er af hensyn til gennemsigtigheden, at han valgte at inddrage pressen tidligt.
- Det er en rapport, der har haft stor folkelig interesse, og derfor kan det ikke nytte, at vi sidder og venter med at offentliggøre den, forklarer rådmanden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.