Post Corona Blues

Disclaimer: Nej, det er ikke sikkert, at det er overstået. Og ja, man skal stadig være fornuftig og alt det der, og måske vender det hele tilbage igen til efteråret. Og så videre.

Men uanset: Tålmodigheden er ved at være brugt op. Det er ikke et synspunkt, det er en iagttagelse.

Der skulle en bekendtgørelse til for at gøre det umuligt for et plejehjem at nægte dets beboere adgang til at få besøg udendørs, og blandt andre vigtige ting, sundhedsmyndighederne har beskæftiget sig med, er, at man nu ikke længere vil opgøre smittetrykket, men kontakttallet. Det er det samme, både tallet og måden man regner det ud på, men nu hedder det noget andet, for at det skal være sværere at misforstå.

De andre tal, som det er blevet almindeligt at følge med i, er efterhånden også svære at misforstå. Færre syge, færre meget syge, færre døde. Og uden at der er tal for det, er der helt tydeligt også færre, der gider interessere sig for, hvad Mette Frederiksen og de andre helt præcist sagde for meget længe siden og med hvilket fagligt belæg, om noget.

Det virkede jo, kan alle se, og nu vil vi gerne videre.

Forsamlingsforbuddet mod flere end ti personer samme sted er hævet til 50, til fodbold og lignende livsvigtige begivenheder endda til 500. Mere vil have mere, og der var dårligt nok åbnet for tilskuere til fodboldkampe, før klubber og stadioner var i gang med at regne på, hvordan der kunne fortolkes og sektioneres, så man kunne få flere gange 500 ind. Mon ikke det lykkes.

Blandt andre begivenheder med mulighed for mere end 50 deltagere var, af alle ting, udtrykkeligt nævnt bryllupper, og da statsministeren tidligere i forløbet nævnte sig selv som en af dem, hvis planlagte sommerbryllup svævede i uvished, var det uundgåeligt, at der hist og her blev hævet et øjenbryn over lige præcis denne undtagelse og dens tilsyneladende formålstjenlighed for Mette Frederiksens private interesser.

Men kun kortvarigt.

Det viste sig, at bryllupsundtagelsen ikke var mere formålstjenlig, end at festen ikke måtte fortsætte længere end til midnat, og det bragte oppositionen på banen. Især Venstres Sophie Løhde var hård i sin kritik af midnatsgrænsen, og da den generelle tålmodighed med corona-restriktionerne som allerede anført nu i nogen tid har været tæt på at være brugt op, så udviklede den politiske virkelighed sig hurtigt til, at statsministeren ligefrem blev presset til at komme op med en regel der tilgodeser hendes eget bryllup.

Vel at mærke efter et forløb der fuldstændig frikender hende for så meget som at have forsøgt at gennemtvinge noget til egen fordel (men dog ikke nødvendigvis frikender hende for fra starten at have tænkt et par skaktræk længere frem end de fleste andre, herunder oppositionen).

Med forbehold for den indledningsvise disclaimer er det efterhånden et spørgsmål, om man, hvad det almindelige civile liv angår, kan blive ved med meningsfuldt at tale om coronakrisen i andet end datid. 

For adskillige erhverv er den derimod fortsat højst nutidig.

Betydningsmæssigt betegner ordet 'krise' en situation med forandringer og uforudsigelighed. Afhængigt af håndteringen vil der efterhånden indfinde sig en (ny) normaltilstand, og når det er sket eller er på vej til at ske, er der ikke længere tale om en krise.

Deromkring er vi nu.

Man kan komme til udlandet igen, og udlændinge kan komme her, begge dele med diverse begrænsninger, og hotellerne i København og på Frederiksberg er fritaget for den lidet indlysende undtagelse de indledningsvis blev pålagt. Når vi kommer på den anden side af skoleferien, vil forståelsen for fortsatte restriktioner ramme nulpunktet, og til den tid vil det ikke længere være nok at bestikke vælgerne med hverken deres egne penge eller hinandens. Så skal der frihedsgrader til.

Med mindre coronaen blusser op igen i en anden bølge, selvfølgelig. Det må man så håbe, den ikke gør. Af alle mulige grunde.