
RANDERS: Det var ikke i strid med miljøgodkendelsen, at Nordic Waste fortsatte med at læsse jord ind på virksomhedens grund helt frem til december 2023. Miljøgodkendelsen udstedt af Randers Kommune til Nordic Waste lægger nemlig ikke loft over, hvor meget jord virksomheden måtte køre ind på grunden. Det skriver Dagbladet Information.
Ifølge Ellen Margrethe Basse, der er professor emerita ved Aarhus Universitet og ekspert i miljøret, er det en "klokkeklar fejl".
- Det er fuldstændig grotesk. Men der er ikke noget i godkendelsen, der forhindrer det, for der er ikke en kapacitetsgrænse, siger hun efter at have gennemgået miljøgodkendelsen og andre relevante dokumenter for dagbladet.
Ingen øvre grænse
Ifølge professoren er det et alvorligt problem med miljøgodkendelsen, at der ikke er defineret en øvre grænse for kapaciteten til virksomheden. Hun pointerer, at et sådant krav er fuldstændig afgørende.
- Derfor er det en klokkeklar fejl, at man ikke lægger nogle grænser ind for, hvad de må modtage, siger Ellen Margrethe Basse til Information.
Ud over det manglende kapacitetskrav fremhæver Ellen Margrethe Basse en hel kæde af alvorlige og "klokkeklare" fejl i miljøgodkendelserne fra Randers Kommune.
- For det første må du slet ikke give en miljøgodkendelse, før lokalplanen er vedtaget. Det er punkt ét. Miljøgodkendelsen blev givet i juni 2021, men lokalplanen blev først vedtaget i december 2021. Det er helt klokkeklart i strid med reglerne, siger hun.
Støj, støv og lugt og ikke andet
Videre fremhæver hun, at Randers Kommune i miljøgodkendelsen ikke har skrevet noget om, hvilke stoffer der må udledes med regnvand og overfladevand fra grunden, ligesom spildevandstilladelsen mangler fuldstændig i miljøgodkendelsen fra 2021.
- Miljøgodkendelsen er bestemt ikke efter bogen. De forholder sig til støj, støv og lugt, men ikke mere end det, siger Ellen Margrethe Basse til Dagbladet Information.
Avisen har forelagt Ellen Margrethe Basses kritik for Randers Kommune, der "gerne vil svare", men ikke kan nå det tirsdag.
Ingeniør i Randers Kommune Per Eriksen, som gav miljøgodkendelsen i 2018, har tidligere sagt til Jyllands-Posten:
- Når vi laver miljøgodkendelser helt generelt, så kigger vi populært sagt på røg, støj og møg. Hvad kan der f.eks. være af problemstillinger omkring olie og kemikalieoverfald? Hvad kan der være af form for udslip til luften og til vandet osv.? Vi kigger ikke på jordskred. Det er ikke noget, som har været en del af det at lave miljøgodkendelser.
/ritzau/ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.