Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Professor: Svært at se, det kan gå galt

617 nye smittede det seneste døgn. Smitten stiger i Billund og Gentofte, men falder i Hørsholm og Høje-Taastrup.
1. MAJ 2021 19.50
TEMA: Corona

617 personer er testet positiv med PCR-test det seneste døgn, viser lørdagens smittetal fra Statens Serum Institut. 

De er fundet blandt godt 173.000 prøver, hvilket giver en smitteprocent på 0,36, hvilket er i den lave ende af, hvad den har været de seneste uger.

Der er registreret fire nye dødsfald, og 21 er nyindlagt, men fraregnet udskrivninger falder antallet af indlagte med to til 174. Heraf er 37 på intensiv mod 35 i går, og af dem er 20 uændret i respirator.

Svært at få øje på nogen bekymring

Dagens tal vurderes meget positivt af Kasper Karmark Iversen, professor ved Københavns Universitet og overlæge på Herlev-Gentofte Hospital.

- Jeg har meget, meget svært ved at få øje på nogen som helst form for bekymring lige nu. Vi vaccinerer med pæn hastighed, vejret bliver bedre og bedre, og de gamle er vaccineret, siger han til Ritzau.

- Vi er i en meget, meget stabil tilstand, så det ser alt sammen rigtig, rigtig godt ud. Det her giver helt vildt meget grund til at være positiv. Jeg har meget svært ved at se, at det kan gå galt, siger Kasper Karmark Iversen.

Alligevel anbefaler han ikke politikerne at åbne helt op, når de mandag-tirsdag skal drøfte, hvor meget mere der må genåbne fra på torsdag.

- Der er noget bondefornuftigt i at vente med intervallerne, så man ligesom ser effekten af den ene åbning, før man går i gang med den næste, siger han.

Billund næsthårdest ramt

Blandt kommunerne er det fortsat Høje-Taastrup, der har det højeste incidenstal, men med nedadgående tendens. 

Billund har overhalet Mariagerfjord som næsthårdest ramte kommune, og Gentofte er med stigende smittetal nu nummer fire efter Mariagerfjord. På de følgende pladser kommer Brøndby, Tårnby, Albertslund og København, før tidligere hårdt ramte Ishøj dukker op som nummer ni.

Største fald i incidens siden fredag har Ærø, Hørsholm, Stevns og Høje-Taastrup.