MIDTJYLLAND: Mangel på faglærte, mangel på STEM-kompetencer (Science, Technology, Engineering og Mathematics), stigende mistrivsel blandt unge og tiltagende rekrutteringsudfordringer på velfærdsområdet.
Det er nogle af de store samfundsudfordringer i både erhvervslivet og sundhedssektoren. Udfordringerne er derfor udgangspunktet for fire nye projekter, som regionsrådet har besluttet at indstille til sammenlagt 49,6 mio. kroner fra Region Midtjylland og fra EU's Socialfond, oplyser regionen.
Dertil kommer egenfinansiering fra uddannelsesinstitutionerne, så det samlede budget kommer op på 63 mio. kroner. Her kommer 40 procent af finansieringen fra regionen, 40 procent fra EU's socialfond og de sidste 20 procent skal de deltagende skoler selv dække.
Fire socialfondsprojekter
Projekterne dækker blandt andet over kompetenceudvikling på sosu-skolerne med fokus på en divers elevsammensætning, STEM-undervisning med opkvalificerede undervisere med fokus på bæredygtighed, elleve erhvervsskoler, som skal arbejde med fastholdelse af elever, samt FGU-institutionerne, som vil have indført mere pædagogisk tilgang til eleverne.
- Vi har alt for mange unge, der i dag står uden for både job og uddannelse. Samtidig har vi virksomheder, der ikke kan rekruttere faglærte, og i sundhedsvæsnet oplever vi allerede rekrutteringsproblemer. Det skal vi løse i fællesskab, og det er de fire projekter netop et udtryk for. Jeg har store forventninger til, at alle fire projekter kommer til at bidrage positivt til opfyldelse af den regionale uddannelsespolitik, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
I alt er 29 skoler i regionen og 608 undervisere og pædagogiske medarbejdere direkte involveret i de fire projekter. Med regionsrådets indstilling sendes ansøgningerne nu videre til Erhvervsstyrelsen, der formelt godkender og tildeler midlerne fra EU's Socialfond.
- I Region Midtjylland arbejder vi med uddannelse i et bredt partnerskab, og det er afgørende, at vi regionalt har indflydelse på indstilling af fremtidige projekter, fordi der er forskellige behov i landets forskellige regioner, siger Anders Kühnau.
Fakta: Uddannelses- og kompetenceudfordringerne i Region Midtjylland
- Fremskrivninger viser, at regionen risikerer at mangle op mod 100.000 faglærte i 2030.
- I starten af 2000'erne valgte hver tredje ung en erhvervsuddannelse, mens det i dag kun er hver femte.
- Cirka 23.000 unge i alderen 16-29 år er i 2022 hverken under uddannelse eller i beskæftigelse.
- Cirka 20 procent af de 16-24 årige har ikke gennemført en ungdomsuddannelse.
- I fremtiden kommer der blandt andet til at mangle kvalificeret arbejdskraft inden for STEM- og sprogområdet.
- Virksomhederne i regionen har ikke mulighed for at rekruttere medarbejdere med de nødvendige STEM-kompetencer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.