
REBILD: Ved Mastrupsøerne i Støvring har store gravemaskiner, lastbiler og andet tungt materiel været særdeles aktive i de seneste måneder med et stort klimatilpasningsprojekt. Nu er en første milepæl sat, da der i den forløbne uge blev lukket vand ind i første del af et nyt åløb, oplyser kommunen.
Projektet skal både sikre bedre vilkår, hjælpe til med klimatilpasningen og skabe en rekreativ oase.
En central del af projektet er, at Mastrup Bæk skal føres uden om søerne og have et mere slynget og naturligt forløb. Det nye forløb sikrer, at fisk og smådyr får fri passage. Tidligere havde de stor risiko for at strande i søerne, hvor de nemmere blev spist at rovfisk og fugle, eller ligefrem kunne bukke under for de højere temperaturer i søerne.
Samtidig betyder projektet, at der bliver lagt grus ud, som giver gode gydemuligheder for de fisk, der trækker op i vandløbet. Gruset fungerer samtidig som skjul for fiskeyngel og smådyr. De mange slyng og sten sikrer desuden, at både dybde og strøm varierer, hvilket igen sikrer hvilesteder for fisk, gode voksesteder for planter og i det hele taget skaber bedre vilkår for dyrelivet i området.
Det nye, mere naturlige og varierede forløb, giver desuden Mastrup Bæk langt bedre muligheder for at regulere sig selv og gør den mere modstandsdygtig over for voldsomme regnskyl.
De forventede større og voldsommere regnskyl i perioder vil belaste de kommunale kloakker og medføre, at større mængder af næringsstoffer kan blive ledt ud i de omkringliggende områder og Limfjorden. En måde at afhjælpe disse problemer er ved at etablere regnvandsbassiner som det for eksempel er gjort ved svømmehallen i Støvring. Mastrupsøerne kommer fremover også til at fungere som regnvandsbassiner.
- Den del af projektet, der vedrører Mastrup Bæk, er finansieret gennem EU ved ”Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond” og nationale midler.
- Regnvandsbassiner og håndtering af regnvand er et samarbejde mellem Rebild Kommune og Rebild Forsyning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.