Et samlet Folketing har fredag morgen som det sidste punkt inden juleferien vedtaget et beslutningsforslag om en privatlivskommission.
Der havde ifølge en af forslagsstillerne samlet sig et flertal uden om regeringen for beslutningsforslaget.
Men regeringen endte ikke i mindretal, hvilket ville have været sjældent i Folketingssalen. For kort før afstemningen i salen fik forslagsstiller Helene Brydensholt fra Alternativet nys om, at regeringen nu støtter at nedsætte en uafhængig privatlivskommission.
Derfor var der 102 stemmer for og 0 imod forslaget.
Forslag fra AL, SF, LA, EL og R
Beslutningsforslaget om at nedsætte en uafhængig privatlivskommission er fremsat af Alternativet, SF, Liberal Alliance, Enhedslisten og De Radikale. Det var støttet af samtlige oppositionspartier, løsgængerne Theresa Scavenius, Mike Fonseca og Jeppe Søe samt det nordatlantiske medlem Aki-Matilda Høegh-Dam fra partiet Naleraq ifølge DR.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) siger dog efter vedtagelsen, at han "ikke på noget tidspunkt har været overbevist om, at vi stod til at komme i mindretal".
- Jeg sagde allerede under førstebehandlingen, at vi ikke var modstandere af at nedsætte en sådan kommission.
Under førstebehandlingen sagde han dog også ifølge DR, at han "ser grundlæggende anderledes på behovet for sådan en kommission og den bekymring, som kommissionen er udtryk for".
Derfor vil Hummelgaard også nu drøfte "præmisserne i, hvad den skal undersøge" med de andre partier.
- Vi har ikke noget problem med, at vi får et overblik over, hvad omfanget er af både overvågning og de værktøjer, vi har givet.
Det billede virker Helene Brydensholt dog ikke til at kunne genkende.
- Han har overhovedet ikke været kompromisvillig over for hverken Alternativet eller Liberal Alliance. Han ville have taget det her med ind i et forhandlingsrum, som vi ikke er inviteret ind i. Han har ikke rakt ud til os på noget tidspunkt omkring at forhandle, og det var kun i sidste øjeblik, at vi fik det at vide af ikkeofficielle veje, at de ville stemme for, siger hun.
Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen, mener også, at Hummelgaard "nok er blevet trukket lidt til fadet".
Kortlægge overvågning
Partierne bag beslutningsforslaget ønsker en kortlægning af udviklingen i overvågning af borgerne og indgreb i privatlivet.
Den skal også "komme med anbefalinger til, hvordan balancen mellem tryghed, sikkerhed og retten til privatliv bedst sikres i fremtiden".
Ønsket om kommissionen dukkede op efter en debat om regeringens PET-lovforslag, som endte med at blive udskudt på ubestemt tid.
Med beslutningsforslaget vedtaget er regeringen nu pålagt at nedsætte kommissionen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











