
Regeringen vil gøre det gratis for både ufaglærte og faglærte at tage en sosu-uddannelse gennem AMU-kurser - efteruddannelsen til faglærte og ufaglærte - og give alle studerende over 25 år, som læser til sosu-assistent eller sosu-hjælper, ret til at få elevløn.
Det er nogle af elementerne i det udspil for social- og sundhedsuddannelserne, som præsenteres tirsdag klokken 13. Elementerne er beskrevet i henholdsvis Avisen Danmark og TV 2.
Ifølge Avisen Danmark arbejder der i dag omkring 9.000 ufaglærte i ældreplejen. Medarbejderne har mulighed for at opkvalificere sig til sosu'er via i et AMU-kursus, men da de allerede har et arbejde i ældreplejen, skal medarbejderne selv betale for kurset. I 2023 var prisen per dag mellem 134 og 200 kroner.
Det samme gør sig gældende for eksempelvis sygeplejersker, som gerne vil uddanne sig til sosu'er.
For besværligt
- En af de største problemer i ældreplejen er, hvordan vi fastholder og rekrutterer dygtige medarbejdere. Så går det ikke, at det er så svært og besværligt at blive faglært eller ændre spor i livet, siger ældreminister Mette Kierkgaard (M) til Avisen Danmark.
Finansministeriet forudser ifølge Avisen Danmark en mangel på over 17.000 sosu'er inden 2030.
Kierkgaard kan ikke garantere, at tiltaget fører til et øget antal sosu'er. Men ifølge ministeren vil det gøre det mere attraktivt at uddanne sig.
Uddannelser styrkes
Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vil regeringen styrke uddannelserne og reducere frafaldet. Det skal altså blandt ske med en elevløn til alle studerende over 25 år.
- Rigtig mange er ansat i vikarbureauer eller gennem kommuner uden uddannelse. Hvis de får mulighed for at starte på skolen og få løn, så tror jeg, flere af dem vil gøre det, siger Tesfaye.
Foruden Kierkgaard og Tesfaye deltager indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på tirsdagens pressemøde.
Regeringen har varslet en ældrelov. Sosu-tiltagene er første del af udspillet, som efter planen skal præsenteres snart.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.