Der skal laves dybdegående analyser af det kommunaløkonomiske udligningssystem med henblik på permanente ændringer på sigt. Det kom frem, da regeringen i formiddag holdt pressemøde med præsentation af sit sundhedsudspil.
Hvilke ændringer der konkret er tale om, blev ikke udpenslet på pressemødet, men sundhedsminister Sophie Løhde (V) nævnte udfordringerne med ejendomsvurderingerne som en af grundene til, at der er behov for en permanent ændring.
Statsminister Mette Frederiksen (S) understøttede udtalelsen.
- Vi sætter nu et arbejde i gang med en ny udligningsreform, sagde hun på pressemødet.
Omkring halvdelen af landets kommuner fik ikke det ønskede udbytte af årets økonomiaftale efter udligningen. Der har bl.a. været udfordringer med ejendomsvurderingerne, som har betydet, at mange kommuner har mistet penge på grundskylden. Fordi de nuværende ejendomsvurderinger er midlertidige, har det ikke været muligt at indarbejde dem ordentligt i udligningssystemet. Derudover har balancetilskuddet været lavere i år end sidste år.
På tværs af landet råbte flere borgmestre op om problemerne ude i kommunerne, hvor mange stod til at skulle finde besparelser.
Ved finanslovsudspillet gav regeringen landets kommuner en hjælpende hånd på samlet 2,5 mia. kr., der bestod af puljer: kompensation for grundskyld og finansieringstilskud. Alle kommuner fik finansieringstilskud, mens 37 kommuner fik kompensation for grundskyld.
Senest har Fanø modtaget 20 mio. kr. ekstra i finansiering fra regeringen, fordi kommunen var i så store økonomiske vanskeligheder efter udligningen, at den stod til at mangle knap 6.000 kr. pr. borger i 2025.
KMF skal skrottes
Derudover forklarer Sophie Løhde, at del to af sundhedsreformsudspillet også lægger op til en afskaffelse af den kommunale medfinansiering (KMF).
Den kommunale medfinansiering er, at hver enkelt kommune betaler en del af udgifterne, når kommunens borgere bliver behandlet på hospitaler eller hos praktiserende læger, speciallæger og tandlæger, fremgår det af Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Ordningen blev indført med kommunalreformen 1. januar 2007 for at give kommunerne tilskyndelse til selv at lave effektive forebyggelses-, trænings- og plejeindsatser.
Fra 2019 har kommunerne betalt et fast månedligt beløb til regionerne, så betalingerne er ikke aktivitetsbestemte. Beløbet er i øjeblikket på 26 mia. kr. og udgør ca. 17 pct. af kommunernes sundhedsbudgetter.
I regeringens sundhedsreform fremgår det, at et øget grundtilskud til den enkelte region til fordel for mindre regioner er et element i en ny finansieringsmodel på sundhedsområdet. Derudover nedlægges både KMF og finansieringsordninger med resultatafhængigt tilskud til regionernes sundhedsvæsen.
Der udarbejdes et oplæg til en ny finansieringsmodel forud for tilskudsudmeldingen i foråret 2026.
Opdateret 11.12: Sidste to afsnit tilføjet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.