
Ændringer i det såkaldte balancetilskud har op til kommunernes forhandlinger om budget 2025 mødt kritik fra bl.a. Langeland, Frederikshavn og Greve kommuner. De kritiserer, at ændringen er kommet som en overraskelse. Både KL og regeringen er desuden blevet kritiseret for økonomiaftalen, som blev offentliggjort i maj, og kommunikationen om den.
Kurt Houlberg, økonomiforsker hos Vive, er dog ikke helt enig i kritikken.
- Det er måske lidt en storm i et glas vand, siger han.
Ifølge ham har der ikke været noget overraskende ved, at balancetilskuddet har været lavere i år. Man kan altid diskutere, om KL kunne have været mere præcis i sin kommunikation til kommunerne, men grundlæggende er beregningen af balancetilskuddet "business as usual", som han siger.
Overordnet set er det en teknisk justering, som har haft en betydning.
- Sidste år fik kommunerne større indtægter, bl.a. fra nogle statslige refusioner af enkeltsager på det specialiserede socialområde, end forventet i sidste års økonomiaftale. Og derfor - set i bakspejlet - fik kommunerne for stort et balancetilskud sidste år, og det sker der en teknisk indregning af i år, som betyder, at man får mindre, forklarer Kurt Houlberg og tilføjer:
- For de kommuner, som har en slunken kassebeholdning, giver det udfordringer, men for langt de fleste kommuner har det ikke den store betydning, fordi de har mange penge i kassen.
Overordnet set får kommunerne stadigvæk betydeligt flere penge ud i bloktilskud, end de må bruge, men i år er beløbet blot på 4,3 mia. kr., hvor det sidste år var på 5,6 mia. kr.
KL tager kritik til eftertanke
Efter kritikken af økonomiaftalen og kommunikation herom har formand for KL Martin Damm (V) forsvaret aftalen i et interview med Danske Kommuner.
- Det er den bedste aftale, vi har lavet i 15 år. Det er der evidens for. Men vi har også hele tiden sagt, at den ikke løser alt for alle kommuner, sagde han bl.a.
Cheføkonom hos KL Morten Mandøe har ligeledes været ude og understrege, at KL har gjort som man plejer i kommunikationen om aftalen til kommunerne, men han ser muligheder for at ændre praksis.
- Vi har brugt de kanaler, som vi plejer at bruge, når vi skal berette om indholdet i økonomiaftalen. Det er vigtigt, at kommunerne har det fornødne overblik til brug for deres budgetlægning. Det vil vi gøre mere ud af fremover og ikke mindst i den kommende tid, hvor kommunernes budgetlægning er i gang, siger han til Danske Kommuner.
Et nulsumsspil
Balancetilskuddet er ikke alene om at skabe debat og utilfredshed ude i kommunerne. Hele udligningssystemet har også stået for skud, hvor flere kommuner kritiserer fordelingen kommunerne imellem. Bl.a. har Kerteminde, Faaborg-Midtfyn, Svendborg og Ærø kommuner været ude med en fælles kritik.
Men det er nok utopi at forestille sig et udligningssystem, som gør alle tilfredse.
- Det perfekte system findes ikke. Det er altid en balance mellem, hvilke hensyn der tæller mest. Alle kan blive enige om, at vi gerne vil have et bedre og mere retfærdigt udligningssystem. Men hvad det vil sige, at det skal være mere retfærdigt?, siger Kurt Houlberg, inden han selv svarer på sit spørgsmål:
- Det vil man formodentlig få 98 forskellige svar på.
Selvom udligningssystemet ikke kan tilgodese alle, synes Kurt Houlberg stadig, at det er aktuelt og rimeligt at have en offentlig diskussion om, hvad der skal prioriteres, når der skal drejes på håndtagene i systemet.
På nuværende tidspunkt er der f.eks. ikke kriterier, som omhandler klima og miljø, men med voksende problemer med stormflod og skybrud, der giver større økonomiske udfordringer for nogle kommuner, kunne det være relevant at tænke ind. Andre kommuner kan mene, at det f.eks. er vigtigere, at der tages mere højde for smådriftsulemperne i de små kommuner eller for de øgede sociale udgifter, hvis udsatte borgere flytter fra bykommuner ud til yderkommunerne.
Men ligegyldigt hvilke kriterier, der tilføjes eller ændres, vil der altid være vindere og tabere.
- Det er jo et nulsumsspil. Hvis man ændrer systemet, så nogle skal have mere, skal andre pr. definition have mindre. Christiansborgpolitikerne kan derfor altid regne med at blive mødt med utilfredshed, hvis man laver ændringer i udligningssystemet, forudser Kurt Houlberg.
Læs et længere interview med Kurt Houlberg på Kommunen.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.