dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Regeringen vil udvide låneordning som er brugt to gange siden 2022

Lån på Landet-ordning er foreløbig brugt to gange under treårig forsøgsperiode. Den skal nu gøres permanent.
28. APR 2025 8.59

Siden juli 2022 er en ordning, der skal hjælpe med boligkøb i landdistrikter, blevet brugt to gange, selv om ambitionen var, at den skulle bruges 500 gange om året.

Det skriver Avisen Danmark på baggrund af en aktindsigt fra Finansiel Stabilitet, der administrerer ordningen. Men trods den begrænsede interesse i Lån på Landet-ordningen vil regeringen gøre ordningen permanent og udvide den.

Det annoncerede erhvervsminister Morten Bødskov i starten af april i en pressemeddelelse, og det fremgår også af regeringsgrundlaget fra december 2022.

- Vi kan nærmest hver måned læse om nye rekorder på boligmarkedet. Men der er i høj grad også en anden sandhed i store dele af Danmark. Derfor vil vi nu fremtidssikre og udvide vores statsgaranti for boliglån i landdistrikter.

- Vi sender et signal om, at ordningen er kommet for at blive. Og så gør vi det mere attraktivt for både boligkøbere og udlånere at bruge ordningen, lød det fra erhvervsministeren.

"Vigtigt med lån"

Morten Bødskov er ikke stillet op til interview med Avisen Danmark om ordningen. I et skriftligt svar siger han, "det aldrig har været et mål, at ordningen skulle bruges et specifikt antal gange".

- Alene det at ordningen findes, sender et signal til bankerne om, at det er vigtigt at have fokus på at yde lån i landdistrikterne. Når det er sagt, vil vi selvfølgelig gerne have, at ordningen bliver brugt. Derfor udvider vi den nu og gør den permanent, så der er vished frem i tiden, siger Bødskov til Avisen Danmark.

Lån på Landet-ordningen blev oprindelig lanceret som en treårig forsøgsordning.

Det er muligt at bruge ordningen, hvis man køber en ejerbolig med en kvadratmeterpris under 8.000 kr. per kvadratmeter eller bor i et postnummer med en gennemsnitlig handelspris under 8.000 kr. per kvadratmeter.

Ordningen giver en garanti for den del af boliglånet, der dækker 60 til 90 pct. af boligens værdi. Statsgarantien udgør 90 pct. af det garanterede beløb.

Når ordningen udvides, bliver spændet for garantien 40 til 90 pct. af husets værdi. Boligkøberen skal dog fortsat kreditvurderes af banken.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-vil-udvide-laaneordning-som-er-brugt-to-gange-siden-2022

GDPR