
RINGSTED: Efter KL-anbefaling i 2020 om at indføre adfærdskodeks i kommunerne for at forebygge sexisme og uønsket seksuel adfærd, etablerede også Ringsted Byråd et kodeks efter KV21 - efterfølgende opsummeret af borgmester Henrik Hvidesten (V) i en mail til byrådet februar 2022. Professor emerita Anette Borchhorst fra Aalborg Universitet siger til sn.dk, at kodekset er meget vagt formuleret.
– Det er et minimumskodeks. Der står ikke noget specifikt om seksuel chikane, det giver ikke særlig mange anvisninger til, hvordan man håndterer chikane, og skal man tage stilling til, om borgmesteren har overtrådt det, så er det så vagt formuleret, at det er svært at vurdere, siger professor emerita Anette Borchorst.
Som tidligere omtalt erkendte borgmester Henrik Hvidesten at have opført sig upassende over for en kvindelig politiker under fest ved kommunaløkonomisk forum (KØF) midt i januar ved at tage på hende og være insisterende, så hun måtte forlade festen. Hvidesten har siden undskyldt over for kollegaen. Og søndag aften meddelte han på facebook, at han trækker sig som borgmester.
To byrådsmedlemmer fra K og NB har fortalt, at de tidligere har overværet andre situationer med upassende opførsel fra borgemesterens side, mens V-gruppen og konstitueringsparterne S, SF og DF fortsat har tillid til Hvidesten som borgmester.
I Ringsteds kodeks er der generelle formuleringer som at "krænkelser i enhver henseende er uacceptable", men professor Anette Borchorst finder det problematisk, at der også står: "Såfremt et byrådsmedlem føler at være blevet krænket, kan der ske henvendelse til borgmester eller direktion", og siger til avisen: "Hvis der er et problem, skal det ikke være personen, der har udøvet chikanen, som man skal henvende sig til." Kommunaldirektør Mette Jeppesen har siden 2020 kun modtaget én henvendelse - netop fra den krænkede politiker fra KØF-festen kort efter episoden, siger hun til sn.dk.
Red: Tilføjelse søndag kl. 21.56 i underrubrik og 3. afsnit om at Henrik Hvidesten trækker sig som borgmester.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.