
SYDDANMARK: Socialdemokraterne i Regionsråd Syddanmark har fået nok og vil have en helt ny direktion. Det kan oversættes til, at partiet vil af med sundhedsdirektør Jens Elkjær, skriver TV2 Fyn.
- Region Syddanmark bløder og er præget af dårlig omtale. Tilliden kan kun blive reetableret med et helt nyt hold, siger regionsrådsmedlem og næstformand Poul Erik Svendsen (S) til TV2 Fyn.
Jens Elkjær optræder i flere sager, der er blevet oprullet i kølvandet på de sager, der førte til tidligere regionsrådsformand Carl Holsts (V) afgang som forsvarsminister.
Centrum i flere sager
Dels er det kommet frem, at Jens Elkjær helt usædvanligt refererede direkte til regionsrådsformanden og ikke som andre områdedirektører til regionsdirektøren, dels var forholdet mellem Elkjær og hans daværende chef, regionsdirektør Mikkel Hemmingsen, generelt så dårligt, at Elkjær forlangte Hemmingsen fyret, så der måtte bruges store beløb på rådgivning for at få dem forligt.
Endvidere sagde Jens Elkjær i en anden sag god for, at en sygehusdirektør bevilgede sig selv overpris for ekstraarbejde, og senest blev det i weekenden afdækket, at Jens Elkjærs hustru havde opnået en usædvanlig, og usædvanligt lukrativ, lønaftale ved en ansættelse, hvor selvsamme sygehusdirektør havde været en del af ansættelsesudvalget.
- Region Syddanmark skal have genoprettet troværdigheden - det kan vi kun gøre med et helt nyt hold af nye direktører, siger Poul Erik Svendsen til TV2 Fyn, som også mener at vide, at SF og Enhedslisten bakker op.
Partiet vil desuden have undersøgt direktionens rolle i Holst-sagen. Poul Erik Nielsen understreger dog overfor Jyllands-Posten, at han har fuldt tillid til den nuværende regionsrådsdirektør Jane Kraglund, der tiltrådte 1. oktober
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger til TV2 Fyn, at hun vil drøfte Socialdemokraternes krav om Jens Elkjærs afgang med forretningsudvalget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.