
Det ville være en regulær bombe i fjernvarmesektoren, hvis det skulle ske, og nu er det blevet en realitet. Seks jyske forbrugerejede fjernvarmeselskaber må nemlig ikke indregne milliontab fra spekulation i forbrugernes varmepriser. Samtidig skal et millionbeløb tilbagebetales til forbrugerne. Det skriver Energiwatch.
Det slår Forsyningstilsynet fast i sin endelige afgørelse, hvormed de seks fjernvarmeselskaber må skrabe tabte millioner ind på anden vis.
”Forsyningstilsynet afgør, at det opståede tab som følge af de omhandlede aftaler ikke kan anses for at være nødvendige udgifter, som kan indregnes i varmeprisen,” fremgår det af seks enslydende afgørelser.
Skal betale over 40 mio. kr. tilbage
Der er tale om fjernevarmeselskaberne Oksbøl Varmeværk, Sdr. Herreds Kraftvarmeværker, Snedsted Varmeværk, Hirtshals Fjernvarme, Vildbjerg Varmeværk og Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk.
Sammenlagt har de seks fjernvarmeselskaber tabt i alt 44,6 mio. kr. som følge af Dansk kraftvarme Kapacitets (DKVK) konkurs. En del af dette beløb har de indberegnet i varmeprisen, som nu skal betales tilbage til forbrugerne, lyder det i afgørelsen.
Kun beløbene differentierer sig blandt de seks afgørelser. For Snedsted Varmeværks vedkommende, der tabte 7,7 mio. kr. i forbindelse med konkursen, lyder det i afgørelsen:
”At Snedsted Varmeværk som konsekvens heraf skal tilbageføre 2.304.754 kr. til varmekunderne, som allerede er opkrævet for så vidt angår perioden 2018-2022, samt tillige tilbageføre, hvad der i sagen måtte være opkrævet i budgettet for 2023.”
Tabte millioner på spekulation i elpriser
Sagen udspringer fra det konkursramte selskab DKVK, hvorigennem fjernvarmeselskaberne i perioden 2018-2021 spekulerede i, at elpriserne ville forblive på et lavt niveau. DKVK gik dog konkurs, da elpriserne eksploderede i anden halvdel af 2021.
Det efterlod de seks forbrugerejede fjernvarmeselskaber og det kommunalejede Silkeborg Forsyning med en regning på over 100 mio. kr. Silkeborg Forsyning har dog ikke indgået i Forsyningstilsynets arbejde i denne sag.
Med meldingen cementerer Forsyningstilsynet sin foreløbige afgørelse fra september. Som følge af afgørelsen fra dengang advarede de seks fjernvarmeselskaber om, at den kunne få omfattende konsekvenser for branchen som helhed.
- Det er modigt, hvis de står fast på afgørelsen, for det er en bombe under fjernvarmebranchen i det hele taget, udtalte Oksbøl Varmeværks formand, Erhardt Jull, i november til EnergiWatch.
Hvordan pengene skal hentes hjem, hvis det ikke må være gennem forbrugernes varmepriser, er uvist.
- Vi er et forbrugerejet selskab, og alt, hvad selskabet har tjent, er gået til forbrugerne. Det er konceptet i et forbrugerejet selskab, så selskabet har ingen egenkapital, pointerede Anders Andersen, driftsleder og formand for Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk, i november.
Forsyningstilsynet skriver videre i sin endelige afgørelse, at der ikke er blevet taget stilling til værkernes deltagelse som andelshaver i DKVK.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.