
Syv kommuner på Sjælland og øerne får nu støtte fra Dansk Kyst- og Naturturisme og Realdania til at lave en fokuseret plan for fremtidens turisme i seks udvalgte områder.
Stederne er Sydfalster, det nordøstlige Odsherred, Lollands sydkyst, Hundested, Møn samt området fra Karrebæksminde til Faxe Ladeplads.
Planerne skal sikre, at turismen kommer lokalbefolkningen til gavn, og at det sker i respekt for natur og kultur, oplyser Realdania. Formålet er at bruge turisme og oplevelsesøkonomi til at skabe udvikling også uden for de største byer.
De involverede kommuner modtager økonomisk støtte fra Dansk Kyst- og Naturturisme og Realdania, og de to også vil bidrage med rådgivning og erfaringer fra et tidligere tilsvarende forløb på Jyllands vestkyst. De medfinansierer op til 50 pct. af planerne, som hver har et budget på mellem 0,5 og 1,1 mio. kr.
Planerne skal være politisk forankret i kommunerne og gennemføres i samarbejde relevante aktører, herunder destinationsselskaberne. De skal efterfølgende indarbejdes i kommune- og lokalplaner.
De seks projekter er:
- Sydfalster: Guldborgsund Kommune ønsker blandt andet at bygge videre på Marielysts positive udvikling og styrke koblingen til Gedser, så turisterne får en stærkere oplevelse af Sydfalster som sammenhængende destination, og så naturoplevelserne og nærheden til vandet bliver sat tydeligere i spil. Kommunen ser et potentiale i nye dele af det tyske marked, som ventes at åbne sig med Femernforbindelsen i 2029.
- Det nordøstlige Odsherred: Odsherred har mange sommer- og feriehuse, men kommunen vil gerne udvide oplevelsesmulighederne ved at udvikle Nykøbing Sjælland som turisme- og kulturby. Samtidig vil man styrke forbindelserne omkring Sommerland Sjælland som aktivitetsområde og udvikle nye overnatningstilbud.
- Lollands sydkyst: Femernforbindelsen kommer til at ændre den lollandske sydkyst markant, og der er potentiale for nye rekreative muligheder i forlængelse af de mange forandringer. Lolland Kommune vil blandt andet udvikle en vision for det nye vestlige forland ud for Rødbyhavn og styrke forbindelserne længere ud i den sydlollandske geografi.
- Hundested: Der skal sættes gang i udviklingen af den nordsjællandske havne- og stationsby, som af mange kendes for færgeforbindelsen til Rørvig. Her ønsker Halsnæs Kommune at binde by og havn bedre sammen, skabe flere overnatnings- og oplevelsesmuligheder og bedre trafikale forhold for både borgere og besøgende. Planen skal styrke Hundested både som sted at bo, som turismedestination og som oplevelses- og havneby.
- Møn: Der er stor koncentration af turister på Østmøn, hvilket udfordrer øens infrastruktur, og planen i Vordingborg Kommune vil derfor blandt andet rumme en større trafikal undersøgelse, så man kan lette adgangen til andre steder på Møn med besøgspotentiale f.eks. på det vestlige Møn – og samtidig tilskynde besøgende til at anvende andre og mere bæredygtige transportformer og ruter.
- Fra Karrebæksminde til Faxe Ladeplads: Holmegård Værk, BonBon-Land, Næstved Middelalderby, Camp Adventure/Skovtårnet og Faxe Kalkbrud er alle velbesøgte. Mange gæster er dagsturister, men der er potentiale for længere smutture. Her er tale om et tværkommunalt projekt, hvor Næstved og Faxe Kommuner blandt andet har fokus på at forbinde to kyster og de mellemliggende attraktioner i et stiforløb. Derudover vil kommunerne definere nogle nedslagspunkter i geografien, som planen særligt skal fokusere på.
Områderne er udpeget i Udviklingsplan for Sjælland og Øerne samt Plan for Udvikling af Turismen i Hovedstadsregionen som områder med potentiale for yderligere udvikling af turismen.
Bag Udviklingsplan for Sjælland og Øerne står KKR Sjælland, som er et samarbejde mellem kommunalbestyrelserne i de 17 kommuner i Region Sjælland, Dansk Kyst- og Naturturisme, destinationsselskaber på Sjælland samt Realdania.
Plan for Udvikling af Turismen i Hovedstadsregionen er udarbejdet af Wonderful Copenhagen, Visit Nordsjælland og Dansk Kyst- og Naturturisme i samarbejde med kommunerne i regionen.
Dansk Kyst- og Naturturisme blev stiftet som en selvstændig erhvervsdrivende fond med egen bestyrelse i 2015 og som en del af regeringens vækstplan for turisme og oplevelsesøkonomi.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.