Forebyggelseskommissionen har netop lanceret sin længe ventede rapport og i alt 52 anbefalinger til den forebyggende sundhedsindsats. Formanden for Det Nationale Forebyggelsesråd, Lene Sillasen, ser de mange konstruktive forslag som en væsentlig mulighed for et gearskifte i forebyggelsesindsatsen i Danmark.
- Som formand for Det Nationale Forebyggelsesråd, har jeg set frem til Forebyggelseskommissionens forslag. Udspillet fra forebyggelseskommissionen er en oplagt anledning til at realisere det store forebyggelsespotentiale, der er i Danmark.
- Nu gælder det om at sætte handling bag ordene både nationalt og lokalt. Jeg er glad for så mange konstruktive forslag, der langt hen ad vejen må være spiselige for et flertal i Folketinget og kommunalbestyrelserne. Ikke mindst fordi et stort flertal i befolkningen mener, at det er en væsentlig offentlig opgave at gøre de sunde valgmuligheder nemme og billige.
Det Nationale Råd for Forebyggelse anbefaler et paradigmeskifte i forebyggelsesindsatsen væk fra en overvejende individorienteret indsats til en skarpere prioritering af at sikre sunde rammer for store befolkningsgrupper. I anbefalingerne savner rådet umiddelbart derfor et mere strukturelt fokus i de foreslåede tiltag.
- I praksis er der mange aktiviteter og projekter i kommunernes forvaltningsgrene, der har stor og positiv betydning for danskernes sundhed, men vi savner et systematisk overblik over forebyggelsespotentialet i kommunerne, så vi kan lave en målrettet omstilling af den nuværende indsats. Kommissionen peger primært på infrastruktur og børneområdet, men også en lang række indsatser på det sociale område fx vedr. sygedagpenge og ældreområdet har afgørende betydning for sundheden. Det er ærgerligt, at det ikke har fået en tydeligere plads i betænkningen.
Det Nationale Råd for Forebyggelse, der blev nedsat 1. december 2008, skal bidrage til at styrke indsatsen for at forlænge danskernes middellevetid og til at forbedre sund-heden i hele befolkningen. Rådet har fået til opgave at bidrage til debat og inspirere de myndigheder og miljøer, som varetager opgaver på forebyggelsesområdet.
- Vi vil i Det Nationale Forebyggelsesråd stille vores mangeartede tilgange og viden til rådighed og komme med handlingsanvisende forslag til, hvordan regeringen og kommunerne kan implementere de mange gode forslag fra Forebyggelseskommissionen i den kommende nationale handlingsplan. I rådet ønsker vi at vise vejen fra idéer og forslag til konkret handling.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.