
Finansloven for 2025 blev fredag formiddag præsenteret i Finansministeriet af SVM-regeringen, repræsenteret af finansminister Nicolai Wammen (S), økonomiminister Stephanie Lose (V), forskningsminister Christina Egelund (M) samt børne- og undervisningsminister Matthias Tesfaye (S) - flankeret af Pia Olsen Dyhr (SF) og Samira Nawa (R) fra de to aftalepartier.
Velfærd, tryghed, og grøn omstilling var overskrifter, som finansministeren indledningsvis nævnte, men også at der var tydelige aftryk fra aftalepartierne.
- Et udspil fra regeringen er blevet endnu bedre, fordi vi har SF og De Radikale med, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et kort pressemøde.
Da regeringen kom med sit udspil til en finanslov i august, indeholdt det ikke skolemad.
- Det er en fornøjelse, når man har partier, der ved, hvad de vil, og som tager ansvar, siger Wammen.
Christina Egelund nævnte, at en del af finansloven bliver en helt ny socialpolitik med fokus på behovet hos den enkelte - aftalen lægger grundstenen til "en ny værdighedsreform", der skal tage hånd om de allermest udsatte. Og hun nævnte også, at der er afsat 3 mia. kr. til grøn forskning.
De fire blå oppositionspartier, der havde valgt at forhandle samlet, blev smidt ud af forhandlingerne for to uger siden, også Enhedslisten er tidligere røget ud og endelig Alternativet i går - partiet fik en tak fra finansministeren for forhandlingsforløbet.
Skolemad som forsøgsordning
De Radikale og SF har altså ene partier kunne forhandle med regeringen om de 500 mio. kr., der var afsat i forhandlingsreserve.
De to aftalepartier har presset på for den nationale forsøgsordning med gratis skolemad, hvor både folkeskoler og friskoler kan søge om at være med. Der er altså ikke tale om, at alle skolebørn får gratis skolemad.
I 2025 afsættes der 104 millioner kroner til forsøgsordningen, og fra 2026 til 2028 afsættes der årligt 250 millioner kroner.
- Et varmt måltid mad giver ro på til børnefamilier, og børn af familier, der ikke har så mange penge får glæde af det, lød det fra Pia Olsen Dyhr ved præsentationen. Hun også gjorde opmærksom på, at partiet også har medvirket til at få længere barsel til for tidligt fødte børn med på finansloven.
Børne- og ungeområdet fylder i det hele taget meget i finansloven, sagde Mathias Tesfaye, og nævnte behov for støtte i yderområder og altså forsøget om skolemad på alle klassetrin.
Børne- og undervisningsministeren kalder forsøget med gratis skolemad for "et storstilet forsøg". I 2025 kan det involvere mere end 20.000 elever, og ministeren håber, at det bliver permanent på et tidspunkt.
- Vi får nu et storskalaforsøg med skolemad. Det er vigtigt, at det er på alle klassetrin. Det ser jeg frem til at forhandle på plads med SF og De Radikale, siger Tesfaye.
Det er meningen at kommuner kan søge om at komme med i ordningen, der skal indbefatte alle klassetrin. De endelige detaljer skal forhandles med SF og De Radikale og med inddragelse af kommunerne.
Håndværkerfradrag
Med den nye finanslov genindføres håndværkerfradraget, der blev afskaffet i 2021 af den daværende S-regering, og det har været et klart ønske fra partiet Venstre.
Der afsættes 300 mio. kr. årligt, målrettet klimasikring af boligen og energirenoveringer - fx etablering af omfangsdræn, isolering af ydervægge og udskiftning af døre og vinduer.
Fradraget på 8.600 kr. årligt pr. husstand vil være gældende fra 1. januar.
Derudover er der afsat 100 mio. kr. til det servicefradrag, der allerede eksisterer i dag, og som giver fradrag for bl.a. rengøring og havefradrag.
Som noget nyt indgår der flere ting i ordningen, som fx. installation af tyverialarmer, snerydning og saltning.
- Vi genindfører håndværkerfradraget med en grøn vinkel, så man kan få hjælp til at klimasikre eller energirenovere sin bolig, siger siger økonomiminister Stephanie Lose (V).
Se Aftale om finansloven for 2025 her.
Fakta om forsøg med skolemad
- Der afsættes 854 millioner kroner til forsøgsordningen med skolemad i grundskolen.
- Forsøget skal indsamle viden og erfaringer, da der er begrænset viden om skolemad i Danmark.
- Forsøgsordningen begynder fra starten af skoleåret 2025/2026.
- Der afsættes 104 millioner kroner i 2025 til initiativet og 250 millioner kroner årligt fra 2026 til 2028.
- Forsøgsordningen tilrettelægges under hensyntagen til blandt andet en balanceret geografisk fordeling.
- Forsøgsordningen vil både rumme mulighed for fuldt finansieret skolemad og skolemad med delvis forældrebetaling.
- Forsøgsordningen kommer til at gælde for mere end 20.000 elever i grundskolen.
- Ifølge tal fra Danmarks Statistik fra 2023 er der 678.544 elever i grundskolen
- Forsøgsordningen vil fordeles på alle klassetrin i grundskolen
Kilder: Børne- og Undervisningsministeriet, Danmarks Statistik.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.