ODSHERRED: De politiske drøftelser i Odsherred på budgetseminar har bragt overblik og enighed i det fælles ansvar for kommunens økonomi.
Udsigten til budgetoverskridelser på Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget samt på Børne- og Skoleudvalgets område som følge af flere borgere på kontanthjælp og overførselsindkomster samt flere anbringelsessager med børn og unge bliver til dels afhjulpet af den såkaldte midtvejsregulering, staten nu indrømmer kommunerne, oplyser Odsherred Kommune.
Og med den netop indgåede aftale mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi i 2010 er der udsigt til øgede bloktilskud på en række områder, som vil lette presset en smule på Odsherred Kommune.
Lørdag den 20. juni 2009 havde Odsherred Byråd budgetseminar på Søværnets Skydeskole på Gniben, Sjællands Odde, og fik her dels en gennemgang af den aktuelle kommunale økonomi og udsigterne for 2010 ved kommunaldirektør Lars Holte og økonomichef Claus Hansen.
Positive reaktioner
Og at dømme efter meldingerne fra flere af de politiske grupper var det en både positiv og fremadrettet dialog, som lover godt for såvel det politiske samarbejdsklima i byrådet som for kommunens økonomi.
- Det har været en rigtig god dag med en fin dialog såvel i de politiske grupper som i fagudvalgene, hvor det er min klare fornemmelse, at der er vilje til at tage fælles ansvar, så vi i Odsherred Kommune igen kan blive herrer i eget hus, siger socialdemokraternes gruppeformand Michael Kjeldgaard.
Gruppeformand og borgmesterkandidat for Venstre, Morten Egeskov, roser også budgetseminaret, som gav et rigtig godt overblik over resten af 2009, politiske aftaler, som nu skal udmøntes i økonomiudvalg og byråd, omkring håndtering af de aktuelle budgetoverskridelser og enighed om retningen for næste år.
- Vi er ikke blevet rigere, og vi skal stadig spare, men vi har fået et samlet overblik og en samlet forståelse for kommunens økonomi, siger Morten Egeskov.
Afklaring og enighed
- Vi er blevet afklarede, og vi er blevet enige om de store linjer, og vi har fået øje for de områder, hvor vi i Odsherred bruger mere end sammenligningskommunerne, nemlig inden for skoler og dagpasning og ældreområdet. Vi skal arbejde for en modernisering, så vi får en billigere drift af kommunen og nedbringer vore udgifter, siger Steen Egede Jensen, Dansk Folkeparti.
Den radikale Arne Mølgaard kalder også budgetseminaret for 'udbytterigt' med åbne politiske drøftelser og klarhed over de økonomiske udfordringer for resten af 2009.
- Vi fik vished for, at det ikke er indtægterne, vi mangler i kommunen, for de samlede skatteindtægter fra borgerne er faktiske højere end både lands- og regionsgennemsnittet. Desværre ligger vi også højt, hvad udgiftsniveauet angår, og det er her, vi skal sætte ind, siger Arne Mølgaard.
Skattestigning?
Med kommuneaftalen åbner regeringen mulighed for at kommunerne samlet set kan sætte skatterne op med 500 mio. kr., men hvorvidt Odsherred Byråd vil benytte sig af denne mulighed i 2010 er indtil videre et åbent spørgsmål.
Midtvejsreguleringen giver samlet set formentlig Odsherred Kommune 15-20 mio. kr., heraf 5 mio. kr. som følge af stigende overførselsudgifter og 6 mio. kr. til de specialiserede socialområde, mens kommunen må af med 3 mio. kr. mere i medfinansiering af sundhedsudgifter. KL-Regeringens aftale om kommunernes økonomi i 2010 medfører i Odsherred øget låneadgang til anlæg på blandt andet folkeskoleområdet samt tilskud til sund mad i daginstitutionerne og til øget ledighed/kontanthjælp.
Odsherred Kommunes budget for 2010 bliver de kommende måneder i første omgang behandlet i fagudvalgene og herefter i økonomiudvalget, som fremsætter forslag til det samlede budget for 2010. Første behandling finder sted tirsdag den 15. september 2009 og andenbehandling og vedtagelse tirsdag den 6. oktober 2010.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.