
SLAGELSE: Slagelse byråd har nu besluttet, at der skal indkøbes et permanent renseanlæg til omkring otte millioner kr. for at bremse forureningen med det sundhedsskadelige stof PFOS, der stammer fra byens brandskole, oplyser TV2 Øst.
- Hvis ikke vi gør det, så breder forureningen sig til Korsør Nor. Det skal vi stoppe som kommune – og det er derfor, vi køber det her rensningsanlæg. Vi har haft et mobilt rensningsanlæg - lejet fra Sverige - for at rense overfladevandet fra brandskolen. Nu køber vi et renseanlæg, fordi det er er billigere på sigt, siger Jørgen Grüner (SF), der er formand for Klima- og Miljøudvalget.
- Vi har også 11-12 kolonihaver, som er blevet konstateret forurenet. Jorden skal graves af i haverne i de øverste 20 centimeter – det vil koste 3,1 millioner kroner - og vi har en moralsk forpligtelse, fordi haveforeningen er kommunal jord, som vi via brandskolen har forurenet, siger Grüner.
Herreløs forurening
Til sn.dk siger formanden, at oprydning og fjernelse af PFOS-giften bør ende på finansloven, så staten yder kompensation til de kommuner, der går i gang med oprensning.
Ifølge avisen er det afklaret, at ansvaret for det PFOS-forgiftede område med de største koncentrationer i giftgrøften og engen omkring den er Region Sjællands. Årsagen er, at forureningen er en såkaldt herreløs forurening. Den får dog lov at ligge, da det vil koste op mod en halv milliard at rense eng og grøft. Kommunens rensning af PFOS-grundvand skal sikre, at giften ikke fortsat siver ud i Korsør Nor.
Prøver af vand fra en afvandingsgrøft på engen har tidligere vist koncentrationer af det sundhedsskadelige stof 1.108 gange over miljøkriteriet.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.